Årre mølle

Uddrag af bogen ÅRRE SOGN 

 

Selvom Årre mølle kun blev 60 år, er dens historie ikke uden interesse, selvom her ikke var nogen gammel og støvet møller, der gik igen, fordi han af gerrighed, på forbryderisk vis, havde taget af kornet, som han skulle male for de fattige bønder. Der var heller ingen rig møllerdatter, der ikke kunne finde ro i graven, fordi hun af kærlighed til den smukke, men fattige møllersvend berøvede sig selv livet, da hendes hårdhjertede far jog svenden fra møllen og forbød datteren at se ham oftere.
Selvom Årre mølle kun blev 60 år, er dens historie ikke uden interesse, selvom her ikke var nogen gammel og støvet møller, der gik igen, fordi han af gerrighed, på forbryderisk vis, havde taget af kornet, som han skulle male for de fattige bønder. Der var heller ingen rig møllerdatter, der ikke kunne finde ro i graven, fordi hun af kærlighed til den smukke, men fattige møllersvend berøvede sig selv livet, da hendes hårdhjertede far jog svenden fra møllen og forbød datteren at se ham oftere.
Møllere og livet på møllerne har fra gammel tid altid været omgivet med megen ‘poesi og romantik. I mange romaner søger de unge elskende op til den gamle mølle, for der at opleve mystikken og romantikken. At møller næsten altid blev sat i forbindelse med nisser og andre uforklarlige ting gjorde sit til, at fantasien blev sat i sving. De store møllevinger, der susede rundt, de mange mærkelige maskiner og snurrende tandhjul var med til på en forunderlig måde at fremhæve atmosfæren i og omkring møllen.Gamle vindmøller er både kulturelt og teknisk set meget interessante. De er vel nok vor kulturs ældste industribygninger, og det er vel naturligt, at de minder os om vore forfædres århundredgamle opfindsomhed og stræbsomhed. Ligeledes viser de, hvordan mennesker i det daglige har ført en ofte hård kamp mod naturens mægtige kræfter.
Det blev i ældre tid anset for et rask liv at være møller eller møllersvend. Deres arbejdsplads med snurrende hjul i flere etager – var også noget særligt. Men det kunne til gengæld også være et hårdt liv, for havde det været vindstille i nogle dage, hobede kornsækkene sig op i møllen, og der måtte arbejdes hårdt både nat og dag for at indhente det forsømte.
Mølleren var ofte en kendt og agtet person i sognet. Nogle af dem blev vel også velhavende, men for de fleste var mølleriet ikke nogen særlig god forretning. Mølleren fik sin betaling for at male kornet ved at »tolde«, det vil sige, at han fik en vis procentdel af kornsækkenes indhold. Men det var ikke alle møllere, der havde et lige godt rygte, det kneb somme tider med den forretningsmæssige ærlighed, derfor blev der på et tidspunkt indført særlige bestemmelser for, hvordan mølleren skulle bære sig ad, når han toldede. Hans toldkar og mål blev undersøgt og stemplet, og det blev pålagt ham »at male efter tur og at male kornet ordentligt«. Det er nok herfra, det gamle ordsprog stammer: »Den der kommer først til mølle, får først malet«. Folk havde »et godt øje« til møllerens toldkop, måske fordi de mente, at han somme tider tog lidt for meget i told. Men møllere har næppe været værre end andre mennesker hvad hæderlighed angik.
Da mølletvangen, det vil sige pligten til at male korn for en bestemt kreds bønder, blev ophævet, gav det mulighed for at få en mølle til Årre. Forpagteren på »Eskelund« stubmølle, Hans Jørgen Frahm, købte i 1868 den gamle vindmølle fra »Nielsbygård« i Føvling sogn.
Krigen i 1864 var den direkte årsag til, at møllen var til salg, oprindelig var den hjælpemølle ved »Nielsbygård« vandmølle, men da grænsen mod syd ved fredsslutningen blev flyttet fra Dannevirke til Kongeåen, blev »Nielsbygård« frataget en stor del af sin kundekreds med det resultat, at vandmøllen alene var i stand til at male kundernes korn.
Hans Jørgen Frahm genopførte møllen på et stykke jord, som han købte af gårdejer Anders Christensen. Stedet, hvor møllen blev opført, var valgt med omhu, for det var på et af sognets højeste punkter. (Lindegade 15, matr.nr. 2æ Årre, 44,5 m over havoverfladen).
Møllen var en hollandsk vindmølle, en såkaldt »Svikhollænder«, det vil sige en grundmuret platformsmølle med rundgang, og kværnene anbragt under stjernehjulet. Møllevingerne målte fra spids til spids ca. 18 meter, de var fastgjort på åsehovedet, så de sad i en ret vinkel for hinanden og dannede et kors med lige lange arme. Herpå var vingetræerne fastspændt, til vingetræerne var hækken samt vindbrædderne fæstet, til hækken og vindtræet blev lærredssejlene fastgjort med reb, som kaldtes sviklinger. Der var tre sviklinger på hver vinge, de kaldtes: sviklingen, halvsejlslinen og højlinen. I 1870 blev sejlene udskiftet med klapsejl af træ, disse kaldtes jalousier. 
Inde i møllen var på kværnloftet monteret fire kværne, der blev drevet rundt af fire lodrette aksler, som havde forbindelse med stjernehjulet. Den ene kværn var med sigte og blev brugt til at male rugmel, den anden var til foderkorn, den tredie var en boghvedekværn til boghvedegryn, og den fjerde var en skallekværn til byggryn.
Kværnene bestod af to dele, en stillestående »ligger« og en bevægelig »løber«, der blev drevet rundt af en af de fire lodrette aksler fra stjernehjulet. Kornet, som skulle males, blev hældt ned i et hul midt i løberen, således at det kom ind mellem de to kværnstene, på denne måde blev kornet malet. Kværnstenene til maling af mel var franske kværnsten, de bestod af en støbning med fransk flint som hovedbestanddel. En sådan kværnsten ligger endnu i Kristen Bachs have, Lindegade 13. Til de gravere malinger anvendtes rhinske kværnsten, de stammede fra Rhin-egnene og bestod af størknet lava.
Med mellemrum måtte mølleren skærpe rillerne i sine møllesten, det gjorde han med en meget hård mejselhammer, der kaldtes et »bilejern«. Rillernes ene side var næsten lodret, medens den anden skrånede nedad. De blev hugget på en sådan måde, at rillerne i løberen foretog en skærende bevægelse hen over rillerne i liggeren. Liggeren var ganske lidt konkav (hul), medens løberen var lidt konveks (hvælvet) og en smule »fladere« end liggeren. Det bevirkede, at stenene malede med større kraft ude i siderne. Det tog 6-8 dage at skærpe et par møllesten.
Nogen har sagt at passe en kværn, som er i orden, kan hvem som helst, 

 

 

 

                                                  Møllestenen i Chr. Bachs have. 

men intet fag er så ukendt for den uindviede som møllerfaget. En vindmølle skulle være et med naturen og dens omskiftning. Mølleren skulle kunne læse i skyer og striber i luftlagene, hvordan vejret ville blive mange timer frem. En vindmølle krævede sin mand, arbejdet var både hårdt og ind imellem utaknemmeligt. Selv om natten måtte han ikke sove med mere end et øje, det andet øje, og helst begge ørerne, skulle være parat til at opfange enhver lyd fra naturen, som kunne have forbindelse med møllen.
Årre mølles første ejer var Hans Jørgen Frahm, han var både møller og møllebygger og var kendt for at være solid og dygtig til sit arbejde. Der siges, at møllen blev hentet fra »Nielsbygård« til Årre af ca. 50 hestevogne. Møllen blev bygget med grundmur og tækket med strå, den fik straks godt med arbejde, og det blev nødvendigt at ansætte en møllersvend og en lærling.
Hans Jørgen Frahm blev født i 1837 i Gettrup ved Kiel, han kom først i møllerlære hos en morbroder, senere lærte han møllerbyggeriet. Efter endt læretid tog han på valsen, han gik gennem Holsten til Hamburg, videre til Hanover, Brunsvig, Vestfahlen, Køln og helt ned til den franske grænse. Efter sin hjemkomst var han soldat i Itzeho. Da han atter trak i det civile tøj, drog han mod nord. I Sønderjylland arbejdede han bl.a. for Hans Krüger, Bectofte mølle, og var med til at bygge Nustrup mølle til ham. Senere arbejdede han ved Sønderskov mølle og byggede Læborg mølle. I 1864 giftede han sig, hans hustru var fra Skodborg, og der bosatte han sig foreløbig.
Medens han var der, flyttede han for mølleren i Hulkjær den gamle stubmølle i Varde til Eskelund ved Brørup, her skulle den være konkurrent til vandmøllen i Vejen. H. J. Frahm var forpagter af møllen, indtil han i 1868 flyttede til Årre. Her døde hans hustru, og han giftede sig senere med Ane Marie Jepsen fra Tranbjerg, hun var en søster til John Jepsen Tranbjerg.
I 1874 solgte han møllen til Johan Nielsen, der var fra Stenderup, Føvling sogn, herefter købte han Sinding mølle i Thåstrup sogn med tilhørende gård. Her døde han i 1901.
Efter et par års forløb solgte Johan Nielsen møllen til sin broder, Jørgen Nielsen, han ejede den indtil 1886. Jørgen Nielsen blev også enkemand, medens han var i Årre. Der var i ægteskabet tre sønner, der ved moderens død var omkring konfirmationsalderen. Han giftede sig igen, og hans anden kone var fra Grisbæk i Vejrup sogn.
I 1885 blev Årre mejeri oprettet, og det forpligtede sig til at male interessenternes korn for 30 øre pr. tønde. Mejeriet blev da en meget stærk konkurrent til møllen, og som følge heraf kom Jørgen Nielsen ud i så store økonomiske vanskeligheder, at han ikke kunne blive ved med at klare sine forpligtelser. Han rejste en nat fra Årre, og det var hans mening at tage til Amerika, men lige inden skibet skulle sejle, blev han anholdt. Hans medbragte bagage blev sendt tilbage til møllen i Årre. Senere blev møllen og Jørgen Nielsens ejendele solgt på en auktion. Jørgen Nielsen rejste senere sammen med sin familie til Amerika, hvor han arbejdede sig op og blev en velstående mand. Men han glemte ikke sine kreditorer hjemme i Danmark, for i 1890 havde han betalt hver øre, de havde fordring på.
For at redde sine børns penge, der stod i møllen, måtte H. J. Frahm ved auktionen i 1889 atter overtage møllen, han gav 10.500 kroner for den. Møllen var da en del forfalden, og Frahm var nødt til at give den en grundig hovedreparation. I stedet for stråtækningen blev den nu beklædt med spån, og vingerne blev delvis fornyet. Medens dette arbejde stod på, gik Frahm hver mandag morgen fra Sinding mølle til Årre og tilbage igen hver lørdag aften.
Det første år blev møllen bestyret af Frahms eneste søn i første ægteskab, han hed ligesom faderen Hans Jørgen Frahm. Derefter var den forpagtet ud i nogle år. H. J. Frahm jr. blev møller i Øse, og han har selv fortalt, at han engang havde købt et parti melsække mærket med sit navn. Da der var gået et stykke tid, havde han næsten ikke flere sække tilbage, og han spurgte derfor sine kunder, om de ikke havde nogle af hans sække liggende, men det var der ingen, der havde. En dag, da han var på jagt ude i det yderste østlige hjørne af sognet, blev han både varm og tørstig, og gik derfor ind i en lille hedeejendom for at bede om noget at drikke. Konen i huset lå og vaskede gulv,og »da hun rejste sig op«, fortæller Frahm, »kunne jeg se, hvad mine sække blev brugt til, for midt på maven stod: »H. J. Frahm. Øse mølle«
Afdøde kreditforeningsrepræsentant Morten Vej sig og en møllersvend ved navn Anders Nielsen havde forpagtet møllen et års tid, forpagterafgiften for møllen udgjorde 800 kroner. Efter udløbet af forpagtningen blev møllen igen solgt. Denne gang til en mand fra Oksby, men da han ikke kunne tåle møllestøv, blev han der kun et års tid. Møllen blev da solgt til Egenius Pedersen fra Manø. Hans kone var fra Sønderjylland og ud af den Appelske slægt, men det syntes, som om luften i Årre ikke var sund for møllerkonerne, for også Egenius Pedersens kone døde her. Også han blev gift igen, medens han var i Årre.
Der var en overgang 2 møller i Årre, Egenius Pedersen havde »Møllen«, og Anders Andersen, »Terpagergård«, havde bygget en anden mølle på et stykke af sin mark. Anders Andersen havde sikkert regnet med, at han havde ret gode chancer for at tage en del af Egenius Pedersens kunder, for han havde opført sin mølle lige ved siden af en meget benyttet smed, men nogen nævneværdig betydning fik den ikke. Da en storm i 1898 rev hatten af møllen, solgte Anders Andersen den, og efter sigende blev den genopført på Fanø.
Men heller ikke for Egenius Pedersen gik mølleriet for godt, så i 1895 solgte han møllen til Rasmus Jørgensen fra Holsted. Han bekostede en hel del på den, bl.a. fik den nye vinger med klapsejl, og vist nok også selvkrøjer. Han var en dygtig møller med et behageligt væsen, så han fik efterhånden en god kundekreds. Han solgte imidlertid møllen omkring århundredskiftet til Jakob Pedersen, der var fra Vrenderup-egnen, selv flyttede han til Varde, hvor han fra Torvet drev korn- og foderstofforretning. Jakob Pedersen var den, der længst blev boende på møllen, men han havde også mere end en streng på buen, foruden mølleriet drev han også foderstofhandel, fragtkørsel og et landbrug med et stort svinehold.
I 1928 byttede Jakob Pedersen møllen med et hus med købmandsforretning. Senere købte han Krogsgård mølle, hvor både han og hans kone døde.
Den nye ejer af Årre mølle, Janus Rahbæk, var fra Egnis mølle, som han også havde ejet. Begyndelsen for den nye møller var ikke opmuntrende, idet møllen brændte samme år, han overtog den. Natten til den 24. november 1928 drog et forfærdeligt uvejr over landet. Storm, regn, lyn og torden samt skypumper bidrog til at skabe den højeste uhygge, og der anrettedes stor skade. Møllen i Årre løb løbsk, og det var ikke muligt for mølleren at bremse den. Alt disponibelt korn blev styrtet i kværnenes grådige gab, alt forgæves, der var intet der kunne holde igen på vingernes vilde fart, til sidst løb den varm og kom i brand. Ved 8.30 tiden blev Zonebrandvæsenet fra Esbjerg tilkaldt, da der på det tidspunkt var fare for beboelseshuset. Brandvæsenet kom hurtigt til stede, og det lykkedes at begrænse ilden til møllen.

                                Efter branden mistede landsbyen en del af sit særpræg.
                           Møllervirksomheden fortsatte i den grundmurede del af møllen.

Det er blevet sagt, at det var et smukt syn, da de brændende møllevinger af stormen blev ført rundt i rasende fart. Pludselig blev den ene vinge slynget langt ud på marken, omtrent hen til landevejen, heldigvis uden at nogen kom til skade. Der var flere gange ild i stuehuset, men det lykkedes brandvæsenet ved stadig at overdænge huset med vand at begrænse ilden til møllen. Da de første blege solstråler tittede frem igennem de vilde og forrevne skyer, var den gamle og smukke mølle forvandlet til en rygende ruinhob. Møllen var forsikret for 10.000 kr.
Byen og sognets udseende havde på en eneste nat forandret sig. øjet søgte efter noget, som ikke mere var der.
Efter branden udtalte Janus Rahbæk, at det ikke var hans hensigt at lade møllen genopføre, men derimod nok fortsætte møllervirksomheden ved hjælp af en petroleumsmotor og eventuelt en vindmotor. Som sagt blev den gamle mølle ikke genopført, men den nederste del, som var grundmuret, blev repareret og anvendtes som møllerhus med kværnene. Den omtalte vindmotor, som skulle producere strøm til kværnene, blev rejst i 1933 ved siden af det gamle

 

                                                  Vind motoren efter 1929.

møllerhus, men vindmotoren holdt ikke ret længe, så herefter lod Janus Rahbæk indlægge elektricitet.
Enhver, der har øje for det særprægede i en egns eller bys udseende, kan kun med beklagelse og vemod se på, at møllerne forsvinder i det danske landskab og ikke mindst her i Vestjylland med det vide udsyn. Kirken, møllen og mejeriet var de punkter, hvorom landsbyen samlede sig. Med møllerne forsvinder noget af det særpræg, der i de sidste århundreder har været med til at give vort landskab karakter.
I forsommeren 1951 døde møller Janus Rahbæk, og med hans bortgang var møllens endeligt beseglet. I dag tilhører den historien, og fortæller efterslægten om en for datiden absolut nødvendig virksomhed.

                                                                Møllehuset 1982.

Tidligere møllergård for Årre Mølle Lindegade 17 (matr.nr. 2 æ Årre by, Årre) med stald i den østlige ende af huset anvendes nu som bolig.
Udhus og østlige del af beboelseshuset er efterfølgende blevet anvendt som garager for Åge Nielsen, der en overgang drev vognmandsforretning.
Efter ombygning senere er den østlige del af huset brugt som søndags skole af Åge Nielsens hustru, Margrethe Søndergård Nielsen.
Nuværende beboere, (2012) Anne Birgitte Becher, tekniker og salgsass. i Esbjerg
Knud Erik Becher, bygningskonstruktør og arbejdsleder i Esbjerg.