Årre sangen

Teksten til Årresangen er skrevet af Signe Lund, Melodien  er skrevet af Vagn Christensen, og blev første gang fremført af Marius Hansen, Hans (Gustav) Jepsen og  Vagn Christensen til  Årre Boldklub’s 60 års jubilæum i 1996.

 

 

Vor lille by hedder Årre, der har vi det godt,
en landsbycharme findes der her,
ved juletid kirken står der og lyser så flot,
i gaden er juletræsskær,
en morgen med nysne gi’r børn energi,
en snekamp de alle kan li’,
/: forældre med børn drager ud til skøjteklang,
og kælkene kommer i gang:/

 

Når vinteren så forsvinder, det atter bli’r vår,
straks havegrejet kommer i sving,
mens over hækkene mange en nabosnak får,
står krokus og liljer på spring,
og traktorlarm lyder ved gry og ved kvæld,
en travl dag går atter på hæld

/: på stadion bliver der stor aktivitet,
til dyster en flok er beredt:/
Så bli’r det sommer med grill på terrassen på ny,
måske menu fra kroen bli’r bragt,
et stort sankthansbål der tændes hvert år i vor by,
man om traditioner står vagt,
i ugen med byfest går sognet amok,
til samvær vi mødes i flok,
/: ved skolen igen høres barneleg og sang,
mens høsten er gået i gang:/

 

Når løvet gulner ta’r stære fra reden i nord,
i hus skal avlen nu bringes ind,
i læ står asters endnu i et farverigt flor,
trods efterårs drillende vind,
i sommer og vinter, i solskin og regn,
vi hilser på bysbørn på vej’n
/: her har Årre ligget i hundrede af år,
en fremtid så god vi den spår:/

 

Tekst: Signe Lund