Årre under 2. verdenskrig skrevet af Svend Mose Poulsen

HISTORIEN OM ÅRRE UNDER ANDEN VERDENSKRIG.

Jeg hedder Svend Mose Poulsen. Når jeg har lyst til at skrive Årres krigshistorie, handler det især om menneskers kamp for frihed. Mit eget forhold fører mig tilbage til en episode, da jeg som ca. 10 åring stod ude på gårdspladsen. Pludselig(som lys fra en klar himmel) viste Gud sig over stuehusets tag i et forklarelsens lys og med høj og rungende ryst sagde han: JEG ER IKKE TIL!!!! Jeg var med det samme klar over, at hele mit liv fra det øjeblik var total forandret. Jeg kan huske, at gruset jeg stod på var helt anderledes, end det plejede at være. Mit halvformørkede sind påvirket af religiøse formaninger var lettet. Jeg var pludselig et frit menneske, ikke tynget af skyldfølelser. For fremtiden var jeg selv ansvarlig for mine handlinger. I dag er jeg ikke i tvivl om, at hjernen er i stand til at give et menneske oplevelser, det selv tror er sket i virkeligheden, men oplevelserne er kun sket oppe i hjernen. Dette gælder for Paulus, der bliver omvendt af et syn, og for Muhammed der får religiøse oplevelser, hvorefter han skriver Koranen.

Hvad har alt dette med 2. Verdenskrig at gøre? En hel del vil jeg påstå. Hvis man skal forstå, at et helt folk lader sig forføre af en mand, må man have indsigt i menneskenes reaktionsmønstre. Både den der forfører, og dem der lader sig påvirke af en folkeforfører, er afhængige af de reaktionsmønstre, der er nedarvet i generationer. Kun hvis vi har indsigt i, hvordan vi reagerer, kan vi frigøre os fra vore religiøse og andre tilbøjeligheder til underkastelse. Tyskerne betragtede Hitler, som en frelser, en halvgud, der kunne genvinde folkets stolthed efter 1. Verdenskrigs nederlag, efterfølgende økonomiske kaos og hans evne til gennem bygning af motorveje og oprustning at få folk i arbejde. Hitlers motto var: “Jeg er landets øverste dommer og bøddel.” I “Mein Kampf” skriver han, at det var jødernes skyld, at vi tabte krigen i 1915. Der kommer med andre ord også religion ind i Nazismens væsen. For at kunne forføre er det godt at have en fjende. Hitler valgte Jøderne. De var tilpas mærkelige, og jeg må give ham ret. Deres opfattelse af religion er virkelig underlig, ligesom de kristnes syn på jomfrufødslen og muslimernes syn på, at hvis man dør for Muhammed får man som belønning 72 jomfruer i himlen; men de tre religioner har kunnet give indflydelse og holde sammen på et folk i mange hundrede år. Hitlers syn på jøderne kunne han tage direkte fra Luther, der i mange år arbejdede på, at de skulle indgå i en alliance med ham mod det religiøse katolske overherredømme. Da Luther opdagede, at den jødiske religion ikke stod til diskussion, udbrød han: “Dræb dem.” Se endvidere kronik i Kristeligt Dagblad 16. marts 2010 af historiker Henning Tjørnehøj. Robert M. Pirsig, amerikansk filosof og forfatter udtrykker sit syn

på religion på følgende måde: Når en person lider af en vrangforestilling, kalder man det sindssyge. Når mange personer lider af en vrangforestilling, kalder man det religion.

Når jeg ser tilbage på danskernes måde at reagere på Nazismen, kommer jeg uvilkårlig til at tænke på i dag, hvor vi reagerer på samme måde på Islam. Først ser vi ikke, hvad der egentlig er i gærde, vi tager imod det fremmede med åben sind, som indianerne i sin tid tog imod de hvide kristne; men senere blev mejet ned som undermennesker. Først efterhånden blev vi klar over Nazismens, kommunismens og Islams væsen, diktatur og verdensherredømme. Kaj Munk havde hele sit liv store problemer med at se det positive i demokratiet. Diktaturets evne til at løse store problemer fascinerede ham. Se kronik i Kristelig Dagblad 24. juni 2011. Modspillet til diktatur, det bøvlede regeringssystem, demokratiet, hvor det frie ord er altafgørende, har i dag som under 2. Verdenskrig større og større besvær ved at hævde sig. Når jeg i det følgende går i gang med selve historien i Årre under 2. Verdenskrig, må man tage mine betragtninger med i vurderingen af objektiviteten i min historiefortælling. Min interesse for historie udspringer af, at mange ting bliver gentaget.

Hovedaktørerne i historien er lærer ved Årre skole 1924 – 1969 Knud M. Jacobsen, tørvefabrikant og landmand Peder Friis, uddeler i Årre Brugsforening 1932 – 1945 Johannes Romme, købmand Kristian Klit (1913 – 1994), sognefoged Johannes Poulsen (1875 – 1966), Signe Lund gift med gårdejer Morten Lund (1916-1984), gårdejer Laurids Lauersen (1897- 1985) også kaldet Laurids Janderup, Verner Puggård fra Autrup skriver beretning om bombenedfald, hvor sprængstykker også rammer Årre og bestyrer af bageriudsalget Emma og Helmut Nielsen. Peder Friis og Kr. Klit har jeg været så heldig at interviewe på bånd inden de døde.

Jeg vil begynde med Helmut Nielsen. Han kom til Årre i 1941 sammen med Røde Søren. Helmut havde set en annonce i avisen: To karle søges til en gård i Tranbjerg, Årre ved Varde. Helmut og hans ven Søren søgte pladsen og fik den. Helmut blev som 20 årig forkarl, og den 8 år ældre Søren blev andenkarl; men det gav ingen problemer. Gårdmanden hed Peder Ottosen, han var 28 år gammel, gift med konen Elly, og de havde en søn på 2 år, der hed Otto. Da Helmut blev gammel, skriver han sin livshistorie “For Emmas Skyld” herfra er oplysningerne om Årre hentet. Helmut fortæller i afsnittet “Krigen kommer”: Vinteren var slut, foråret kommet og vi var allerede langt fremme med forårsarbejdet. En morgen på Gørdingegnen, vi var lige kommet ud i stalden, så hørte vi en kraftig brummende lyd nærme sig. Højere og højere lød det , og selv om malkemaskinen var i gang, reagerede dyrene, da lyden blev øredøvende lige over hovedet på os. Vi sprang ud af stalden og opfangede lige en sort skygge passere hen over tagrygningen, som en kæmpe fugl på rov, med det hadede hagekors under vingerne. Igen og igen gentog det samme sig i løbet af morgenen og det som vi ellers havde håbet var en enlig svale, der var faret vild i mørket, fik os til at forstå, at krigen måske havde nået os.

Senere ved morgenbordet kom husbond ud af stuen og kunne berette, at tyskerne var i gang med at besætte Danmark, og at vores regering opfordrede alle til at passe deres arbejde, ikke stimle sammen eller forsøge at gøre modstand af nogen art.

Til trods for at vi havde ventet det, kom det alligevel som et chok. Vi var jo ikke til nogen fare for tyskerne. Hvorfor kunne vi så ikke få lov til at leve i fred?

Senere var vi i gang med at sætte kartofler; men det var ikke dem vi tænkte på, vi havde nok at gøre med at styre hestene, hver gang et nyt fly strøg hen over os i lav højde. Der var også kommet mindre fly, Messerschmidtt-jagere kaldte vi dem, og de kom med en utrolig fart, flere gange helt ned under højspændingsledningerne, så vi uvilkårligt dukkede os, bange for at blive ramt, mens hestene mærkeligt nok hurtig vænnede sig til det og bare rejste ørene, som om de tænkte, at det var et nyt menneskeligt påfund, der bare skulle ignoreres.

Efter nogen tid gik alt igen sin vanlige gænge, og blev dagligdags, som så meget andet man måtte lære at leve med. Sådan er vi mennesker bare og livet gik videre.

Men hadet til de grønne svin, som vi kaldte tyskerne, brændte i os alle, når vi hørte deres kolonner passere forbi på vejene, eller fulgte de tungt lastede transportfly med de opadbøjede vinger, slæbte sig af sted i lav højde. Og det værste af alt, ingen vidste rigtig noget om, hvad der skete, da aviserne var censurerede af tyskerne og radioen ligeså, og den gang var disse ikke hvermandseje, så man kunne stille ind på den engelske kanal BBC.

Helmut var en tætbygget kraftkarl. Han boksede i nogle år i Bramming; men var også en udmærket gymnast. Han fortæller, at han efterhånden var blevet så god til denne sportsgren, at han kunne udføre alle springøvelser, såsom hovedspring, kraftspring, nakke og rygspring, foruden luftspring, flikflak, og salto, uden større besvær, selvom sidstnævnte ikke var noget at prale af, på grund af manglende smidighed i ryggen, der skyldtes min kompakte bygning. Men jeg var god nok til at være med til kreds – og amtsopvisningen, som altid blev afholdt på “Endrupholm,” en stor herregård, hvor grundlovsfester og andre større fester blev afholdt på den tilhørende eng, hvor der var lagt brædder ud som gulv, så den kunne klare meget store arrangementer ude i det fri, med de naturskønne områder som baggrund, og senere benyttedes til afsluttende dans til langt ud på natten.

Helmut fortæller, at han var forelsket i en pige; men han fik ikke taget sig sammen til at fortælle hende det. Han skriver: Men var det så ikke det bedste. Hun fik én der bedre kunne byde hende en fremtid end jeg, der bare med tiden ville gøre hende ulykkelig, nu krigen var kommet og havde ødelagt min opsparing, fordi priserne røg i vejret på alting, og den udbetaling jeg kunne klare, hvis jeg ville købe ejendom, ville kun række som en dråbe i havet.

Herefter er det at Helmut og Røde Søren får plads i Årre. Helmut skriver: Den sidste tid inden vi skulle flytte, gik med at hente vores skræddersyede tøj hos skrædderen i Sejstrup. Vi havde købt det sidste stof, han havde af engelsk kamgarn, der på grund af krigen ikke kunne fås mere, så vi havde intet valg, men måtte med lidt betænkelighed tage stoffet, der var brunt med hvide langsgående striber. Vi fik det syet efter tidens mode, med korte dobbeltradede jakker og bukseben med en vidde på 60 centimeter, så da skoene, jeg brugte, var nr. 41, kunne jeg trække dem på næsten uden at bøje foden. Tøjet blev meget kønnere end vi havde forestillet os, vi gav det straks navnet, “vores brune snæbel”, og det sad som støbt på os.

Det var den 10. november, dagen efter min fødselsdag. Jeg havde glemt dagen, men et brev fra min mor, fik mig til at huske den. Vi var kommet godt i gang i vores nye plads, og jeg følte mig godt tilpas hos det yngre par. Søren og jeg havde fået værelse over stuehuset, der var den nyeste af alle bygninger med tegltag, hvorimod stald og lade var tækket med strå. Værelset var et såkaldt kvistværelse, der vendte ud mod øst.

For første gang skulle vi til bal på kroen og havde drøftet meget, hvordan vi ville blive modtaget af byens ungdom. Jeg kendte dog allerede en del af dem fra mine gymnastikaftener i skolens gymnastiksal og følte mig allerede accepteret af både gårdmandssønner og tjenestefolk. Vi havde ellers hørt mange rygter fra egnen, hvor der var mange store slægtsgårde på den forholdsvise gode jord, der havde skabt den lille landsby, som var vokset op omkring kirken, andelsmejeriet og med kommuneskolen og kroen beliggende midt i byen.

Rygterne ville vide, at forskellen mellem gårdmandssønner og døtre for få år tilbage havde været så stor, at man kunne trække en snor tværs over dansegulvet, når der var fester, og ingen tog sig den frihed at overskride denne uskrevne regel, at byde nogen op til dans fra den forkerte ende af salen.

Søren og jeg blev enige om overhovedet ingen hensyn at tage og så snart at musikken spillede op , var vi som sædvanlig først på gulvet, jeg med min kæreste Gina og Søren med en anden. Det var Vagn Jensens orkester, der spillede. De kendte mig straks, da jeg tidligere havde ryddet salen for nogle slagsbrødre i Vilslev, der havde gjort alt for at ødelægge ballet. Jeg fik nogle skulderklap af dem, og mange i salen undrede sig sikkert over, hvor vi kendte hinanden fra., så vores første møde med egnens befolkning gik over alt vores forventning, måske også fordi jeg havde min egen pige med. Senere fulgte jeg Gina hjem, en tur på omkring 30 kilometer i alt frem og tilbage, altid på cykel; men sådanne afstande skræmte ingen dengang.

Efteråret 1941 blev kort, og pludselig var vinteren over os med kulde og sne, og alt arbejde udendørs hos Peder og Elly Ottesen måtte stoppe og gav mange problemer, når vi skulle grave os igennem sneen med skovle for at komme ud til marken, hvor roekulerne lå, så vi kunne hente føden til vores dyr. Arbejdsløse blev vi dog ikke, da vejene skulle holdes åbne, så mælken kunne leveres til mejeriet og lægebiler og anden livsvigtig trafik opretholdes. Jeg blev selv født 2/12 den vinter, så mine forældre har sikkert haft deres problemer.

Allerede en af de første nætter, sneen var væltet ned, kom snekongen, der blev valgt hvert år, ridende ind på gårdspladsen på hesteryg, den eneste måde han kunne komme frem og ordinere folk ud fra gårde og ejendomme. En pligt der gjaldt alle, efter hvilken størrelse deres jordbesiddelser havde. Dag efter dag, altid det samme, ud hver eneste dag og skovle sne, og vi blev aldrig færdige, før det var fyldt op igen.

Det blev jul og nytårsaften, med endnu værre kulde end tidligere, som om Vorherre ville straffe Hitler og alle andre som var årsag til krigens hergen. Vi var flere unge ifølge som kæmpede os igennem sneen til Årre Kro, for at fejre nytårets komme med dans og fest hele natten. Termometeret viste minus 30 grader, og var det koldeste, vi nogensinde havde oplevet, men trods den frygtelige kulde mødte selv pigerne op med lange strømper, pakket udenpå sko eller støvler, for at holde sneen ude, og med uldne tørklæder om hovedet, så kun deres røde øjne afslørede at der var liv i tøjbundtet.

Efter ballet var Søren og jeg nået hjem til vores værelse på kvisten og skyndte os at komme i seng under de mange dyner, tæpper og kørekapper vi efterhånden havde fået samlet sammen, og husbond havde meddelt os, at han ikke kunne skaffe os mere, da det ikke var muligt at købe noget på grund af krigen.

Jeg faldt hurtigt i dyb søvn, men vågnede ved en mærkelig lyd, og trak tæppet væk fra mit ansigt. Midt på gulvet stod Søren og bankede hænder, mens han bandede stygt og hakkede tænder af kulde. Igen kravlede han op i den iskolde seng, og så var det min tur, da jeg også følte kulden trænge ind i marv og ben, så jeg næsten ikke kunne tale.

Efter en tid havde jeg igen fået varme i kroppen, ved at lave gymnastik og løbe på stedet, ligeglad om jeg vækkede husbonds, der havde soveværelse lige under os, hvorefter jeg begyndte at trække i tøjet. “Hvad fanden skal du nu?” spurgte Søren. “Ned i stalden for at få varmen,” svarede jeg arrigt, “det er altid bedre end at risikere at få sygdom på halsen.” Og da klokken var fem morgen, var der kun en time, til at vi skulle op alligevel. Jeg var næppe kommet ned, før Søren også dukkede op, rystende af kulde. Heller ikke i stalden var der meget varme at få. Vandbeholderen, der stod midt i stalden, var frosset så langt ned, at vi kunne gå på den, uden at falde igennem, og køernes gødning var frosset bag dem, så vi kunne sparke til det med vores træsko uden at det smittede af,, og det værste af alt: Ajlen, eller urinen fra dyrene havde samlet sig i en sø af is ved døren ud til møddingen, så vi måtte bruge værktøj for at åbne den.

Vi hørte vindens susen i træerne, der stive af frost, knirkede og knagede, ligesom bønfaldende om hjælp, mens sneen igen var begyndt at falde, og sendte byger fra tagene ned over os, så snart vi kom udenfor.

Efter morgenmåltidet gik jeg i gang med at få søen fjernet fra stalden, og som jeg havde frygtet, var det mellem den store beholder og slamkisten lige uden for døren, der var frosset til, og det værste af alt var, at jeg ikke kunne bruge handsker til det beskidte arbejde, så værktøjet jeg brugte, der var af jern, bed sig fast i mine barkede hænder, så det sved og brændte, når jeg rev dem løs. Lidt senere dukkede husbond op og gav en hånd med, og han kunne fortælle, at termometeret viste minus 32 grader, hvilket ikke gjorde arbejdet lettere, men til sidst lykkedes det at få det til at trække, og jeg kunne dække det hele til med et tykt lag halm, så det ikke kunne ske igen.

Det var min frisøndag, og vi havde fået en ordning med husbond om at vi havde fri fra lørdag aften, da vi havde langt hjem og da en af os sagtens kunne klare arbejdet selv, kunne den, der havde fri køre allerede om lørdagen og først køre tilbage dagen efter. Jeg havde glædet mig meget til at blive vasket og så krybe i seng igen, tage Sørens ledige dyner over mig. Men sådan gik det ikke.

Pludselig røg døren op til gårdspladsen og Snekongens røst lød. “Alle, der kan undværes, skal ud at kaste sne med det samme.” Døren smækkede med et brag og borte var han, vel vidende, at han var den mest hadede mand af alle en sådan vinter, og så på selve nytårsdag.

Jeg kunne have sluppet, for som husbond sagde: “Du har gjort rigeligt her til morgen, så vi kan bare sige du ikke er hjemme.” Men det syntes jeg ikke om, når alle andre skulle ud, kunne jeg også, da der var rigeligt til alle, så kort efter var vi i fuld gang, trods vindens susen og med sneen fygende ned over os fra de stadig højere skrænter, hvor der mange steder måtte sneen lempes op af et tre mands højt sjak, så det nåede op over telefontrådene og pælene lignede mere hegnspæle end telegrafpæle, der pegede op mod himlen gennem sneen.

Kulden gjorde, at vi måtte arbejde hele tiden for at holde varmen, men alligevel kunne vi plukke isen af vore øjenbryn, og plirre med øjnene, der var det eneste vi ikke kunne beskytte mod kulden. Dag efter dag, uge efter uge, måtte vi fortsætte dette arbejde vinteren 1941 – 1942.

Endelig kom der mildere vinde og foråret bankede på døren som en frelsende engel, men endnu engang måtte vi ud, mest for at lede vandet fra vejen ud i vejgrøfterne, da smeltevandet gav lige så store gener, som sneen havde været årsag til.

Dagen gik med sjov og skæmt, godt sammenrystet som vi var blevet i løbet af vinteren og ikke en gård eller ejendom husede mennesker, som vi ikke i vinterens løb havde været i kontakt med og havde hjulpet ud af mange vanskeligheder. Men så havde vi også fået mange kopper kaffe rundt omkring, når vi halvvåde blev budt ind i varmen.

Kaffen var altid hjemmebrændt byg eller rug tilsat Cikorie, for at give det lidt ekstra smag og kulør, og vi nød det, som om vi aldrig havde kendt andet, eller glemt hvordan rigtig kaffe smagte. Denne dag vil jeg altid mindes som noget særligt, da samtalen blev ledt ind på dilettantforestillingen, “Eventyr på Fodrejsen,” som var blevet spillet af byens lokale skuespillere søndagen før, og skulle opføres igen den kommende søndag for ungdommen. Det var mest den unge pige, Emma Hansen, “Lille Emma Hansen,” som spillede elskerinderollen i stykket, der blev talt om. Hun var en køn pige med de rigtige former, og jeg havde danset med hende flere gange, da hun var en pragtfuld danser og en meget livlig pige. Hun blev senere min kone, og bogen “For Emmas Skyld,” er skrevet

til minde om hende.

Gymnastiksæsonen var forbi, hvor jeg havde lært så mange gode kammerater at kende, og opvisningen skulle være den kommende søndag med efterfølgende dans og fest på kroen. Vi havde en dejlig aften sammen, der først blev afbrudt, da en af mine gymnastikkammerater pludselig kom og bad mig følge med ud til øretæver. Jeg tog det hele i sjov, da jeg betragtede ham som en god kammerat, lagde jeg hånden på hans skulder og fulgte leende med, spillede med på hans narrestreger, troede jeg da. Men da vi var nået ud i gangen, hvor der var garderobe til den ene side og nedgang til toiletterne på den anden, greb han pludselig fat i reverserne på min jakke og kørte mig baglæns op mod gelænderet, mens han forsøgte at skubbe mig over det og kaste mig ned på stentrapperne.

Først da gik det op for mig, at det var alvor. Hans ansigt, der var nær ved mit udstrålede ondskab, og fråden stod ham om munden. Jeg forstod det ikke, var manden blevet gal? Det lykkedes mig at få fodfæste, før jeg faldt, få fødderne stukket ind mellem tremmerne på gelænderet, glide ned og få fodfæste igen, og forstod, at der kun var et at gøre, at slå mig fri. Nu kom min tidligere karriere som bokser i Bramming mig til hjælp.

Gennem øjenkrogene havde jeg set nogle gårdmandssønner grinende se til, og forstod, at det var et komplot, da ham som havde spillet elskerrollen sammen med Emma i dilettantstykket tidligere, var sammen med dem, og jeg kendte hans varme følelser for hende.

Jeg satsede alt med et højreslag til hans kæbe, klar over at det var ham eller mig, eller måske flere. Slaget ramte præcist og han slap mine reverser, troede jeg da og tumlede baglæns mod muren i modsatte side, hvor alt overtøjet hang på knagerne, og gled langsomt ned på gulvet, rivende tøjet med ned over sig, som når et tæppe gik ned for sidste akt.

Jeg havde dog ikke tid til at se det komiske idet, da han kom kravlende frem og sprang ud af døren, som skudt ud af en kanon, mens jeg rasende råbte: “Er der flere, nu jeg er i gang, så kom bare.”

Det var tydeligt, at jeg havde ret med mit gæt om et komplot, da de var ved at falde over hinanden for at komme i sikkerhed. Først da opdagede jeg min fejltagelse med reverserne på mit tøj, som jeg troede han havde sluppet, da jeg sendte ham tilbage og først nu opdagede, at der kun var en tilbage, hængende ned som en lap, mens den anden lå tilbage på gulvet helt afrevet.

Jeg var meget ked af det, da jeg lige havde fået syet det ved byens skrædder og vidste, at det var det sidste stof, han havde tilbage og kun af belgisk kamgarn, der slet ikke stod mål med det engelske, nu var der kun celluld tilbage. Et produkt der var opstået under krigen, men det krøllede forfærdeligt og kun nøden fik folk til at købe det.

Da den unge mand, der havde forvoldt det hele, endelig viste sig igen, gjorde jeg ham ansvarlig for det skete og han lovede at erstatte reparationen, når det var blevet kunststoppet i byen Varde.. Manden hed i øvrigt Hans Ole og jeg fik at vide, at han altid havde været noget af en slagsbroder og ligesom en yngre bror ved navn Marinus, var søn af en gammel mergelbisse fra den tid, hvor de rejste rundt og gravede mergel, men også var kendt som slagsbrødre, både indbyrdes og med landsbyens unge karle, så der gik mange historier fra den tid.

Mange mente, at faderens historier animerede dem til at efterligne ham, og da Hans Oluf var en stor stærk fyr, var mange på egnen bange for ham. Ved navnet celluld, kom jeg til at tænke tilbage til min tidligere plads, hvor Peder og jeg havde købt et par arbejdsbukser af papir i mangel af bedre.

De var flettet eller spundet af en slags papirgarn, var varme og gode til at begynde med, men når vi havde brugt dem nogle dage, blev de stive af vand og snavs, så vi havde moret os med, når vi tog dem af om natten, at stille dem ved siden af sengen, hvor de stadig stod om morgenen uden at være faldet sammen i nattens løb.

Der havde været generalforsamling i andelsmejeriet, hvor husbond havde været mellem deltagerne og da formandsposten var ledig og skulle til valg, havde ordstyreren bedt om forslag, men der var ikke mange villige til den krævende post. Så en nede fra de bagerste rækker havde foreslået husbond, der ellers var ny på egnen og havde købt gården for to år siden.

Forslaget var fulgt op af en næsten uhørligt, “han vil gerne,” og var blevet efterfulgt af munterhed. Sådan lød snakken i hvert fald og husbond var på denne måde blevet den yngste formand i mejeriets historie.

Til vores gård hørte et moseareal, som på grund af krigen pludselig var blevet en formue værd, da der kunne produceres mange tørv til det frysende Danmark, hvor brændselsmanglen efterhånden var blevet et problem for mange, da der ikke mere kunne importeres kul, olie og benzin.. Formandsposten i mejeriet gav husbond mulighed for at byde på leverancen af tørv, og resultatet blev, at han kunne levere fra egen mose, hvilket ikke var et problem, men derimod arbejdskraften. Så han henvendte sig til mig og spurgte, om vi var villige til at grave de tørv, der skulle bruges og senere levere dem til mejeriet.

Han var indforstået med, at han måtte betale os ekstra løn, da dette arbejde ikke kunne komme ind under forefaldende arbejde, hørende til landbruget, som tyendeloven foreskrev.

Men som han sagde: “I kan sagtens drive gården også, så kan vi tjene på det alle tre, så prøv at snakke med Søren om det.”

Søren var fyr og flamme og straks villig, bare han kunne tjene penge for det var også en af hans svagheder, at han gennemsnitlig brugte mere end han tjente og skyldte penge væk til alle, som vovede at låne ham nogle. Argumentet fra husbond var smigrende og fornuftig og aftalen kom i hus.

Under arbejdet i mosen lærte jeg også svigerfar at kende, selv om der skulle gå flere år før jeg kunne kalde ham det.

Gennem min kæreste havde jeg fået at vide, at hendes far havde fået lov til at grave hans private tørv i vores mose, så jeg tilbød at hjælpe, da jeg vidste at det var hårdt arbejde for dem og at Emma måtte gøre sin del, så de blev lykkelige og tog mod tilbuddet.

Søren tilbød også at hjælpe, hvis jeg ville afstå en ekstra frisøndag til ham og sådan gik det til, at de fik alle deres tørv gravet på en søndag, det arbejde der ellers ville tage dem en hel uge.. Men jeg var lykkelig for at være sammen med Emma en hel dag, hvor jeg kunne glæde mig over hendes yndigheder, og at jeg havde lært hende at kende. Da jeg første gang officielt var på besøg hos hendes forældre, blev jeg hurtig klar over, at de var et fattigt men ualmindeligt gæstfrit hjem.

Børnene var, lige som fra mit hjem, sendt ud for at tjene til føde og klæder, så snart de var i stand til at arbejde og Emma havde endda fortalt mig, at faderen hentede deres løn, til de nåede en vis alder. Hun var således kommet hjemmefra allerede som otte – årig, som barnepige og hvad hun ellers var i stand til at lave. Årsagen til at hun kom så tidlig ud var hendes storesøster, der var gift og havde to små børn, som ikke kunne klare sig selv, da hun døde kun godt 20 år gammel. Manden måtte passe sit arbejde, så der var kun Emmas hjem tilbage til at tage sig af børnene og her var pladsen alt for lille i forvejen.

Hun havde en dag, da hun lå ude i marken og lugede gulerødder kunnet se hjem, hvor de holdt stor fødselsdag og hendes brødre, kusiner og fætre legede udenfor, men hun kunne ikke få fri og være med, så hun havde grædt, så hun næsten ikke kunne se planterne og var blevet overfuset af hendes

husbond der mente, at en stor pige da ikke græd over sådanne småting.

Andre gange var hun blevet sendt til brugsforeningen efter varer, med nogle få æg i en kurv, hvor de hjemme havde regnet ud, hvor meget de kunne få for dem, da de ikke mere kunne få kredit.

Hun havde været flov over de få æg, så hun havde lagt avispapir under æggene, så det så ud til at være mange flere, når kommisen tog kurven for at tømme den uset ude i baglokalet, mens hun ventede, bange for at de var faldet i pris, så hun måtte aflevere nogle af de købte varer igen, da hun ikke havde en øre med. Et fattigt hjem, men et hjem hvor sammenholdet var meget stærkt og respekten for forældrene fejlede intet.

Faderen var lille og spinkel, mens moderen var en kraftig kvinde, der elskede ham, og sled og slæbte dag og nat i stald, mark og lade, når hun ikke syede tøj til børnene på sin lille håndmaskine. Spurgte man hende, “bliver du da aldrig træt?” var svaret altid, “mig, nej da.”

En ting lagde jeg dog mærke til, da Emma og jeg gik en tur langs markerne og kom til en mark, der lå sort og brak i alt det grønne. Landmand var svigerfar i hvert fald ikke, når de næsten manglede alt i hjemmet og så lå der et stykke jord, som var goldt i sommertiden.

Det var umuligt at få dæk til vore cykler på grund af krigen, da de var reserveret til postbudene og andre, som skulle leve af deres arbejde og var afhængige af cykler. Mange havde allerede to par dæk på begge hjul, hvilket gjorde dem så tunge at træde rundt, så vi hellere ville gå, og bedre var det ikke for dem, som allerede måtte nøjes med faste dæk, som de kaldtes, skåret ud af motorcykeldæk, så de passede ned i fælgen på cykelhjulet, hvor de blev samlet med store kramper, lavet af ståltråd.

Den eneste fordel ved disse dæk, var at man kunne høre en kommende cyklist på lang afstand og var advaret i god tid, når de skramlede over de grus – og stenede veje, som dengang endnu ikke var afløst af asfalt.

I begyndelsen af fyrrene mærkede vi ikke noget særligt til krigen i vores lille afsides landsby. Men så blev det også vores tur, en skønne dag dukkede de op og beslaglagde skolens gymnastiksal og prægede den lille bys gader med deres kolonner af soldater og heste, og det mest irriterende af alt, deres dukken op fra buske og træer langs vejene, råbende deres karakteristiske “HALT.” Et ord som jeg hadede mere og mere, jo oftere jeg hørte det, og blev afkrævet det kendte Ausvays, som de kaldte vores tvungne legitimationskort, vi altid skulle være i besiddelse af.

Godt nok vidste jeg, at flere af dem hadede krigen og Hitler, ligeså meget som jeg, men var tvunget med og bare ventede på, at Hitler fik nederlag og søgte fred, så livet igen kunne gå sin vante gang.

Efter at have arbejdet flere steder i Årre indlogerede jeg mig på et ledigt værelse hos en enkefrue i Årre. En aften, efter at jeg havde fået alt i orden på mit nye værelse, og sikret spisning på et pensionat, sad jeg på kroen sammen med flere venner, da en ældre ungkarl ved navn Jens kom hen til vores bord. Han levede ellers af at rejse rundt og skarpe kværne på gårdene, når der ikke var andet arbejde at få, men i øjeblikket arbejdede han i tørvemosen for en mand der hed Peder Friis. Også han var ungkarl, cirka 35 år og hørte til en større familie af gårdmænd på egnen. Jens fortalte mig, at jeg kunne få arbejde i deres sjak, da en var holdt op samme dag og var nummer tre i rækken på bare ti dage, der måtte give op på grund af arbejdets hårdhed.

Allerede dagen efter var jeg i gang med mit nye arbejde, der bestod i at grave tørv på den gamle måde med redskaber, der ikke havde ændret sig i årtier. Og hvilket arbejde, det var urimeligt hårdt på grund af vandet, der stod meget højt i den gamle eng, der indtil da havde været brugt til græsning, men nu pludselig havde fået værdi på grund af krigen, der havde skabt brændselsmangel især i byerne. Det gik hurtigt op for mig at det var et umenneskeligt arbejde, da det var på akkord, men for at sikre de andre og mig selv en ordentlig dagløn, var der ikke andet at gøre end knokle videre. Jeg forstod hurtigt, hvorfor de andre havde opgivet, men stædighed, ungdom, kraft og en velbygget krop fik mig til at fortsætte indtil kvoten, Peder Friis havde tegnet sig for blev opfyldt. Om aftenen stak jeg en nål med en bomuldstråd igennem de mange vabler på hænderne for at opsuge væsken, så efter nogle dage forsvandt smerten. Et andet problem var maden fra pensionatet, det var godt og velsmurt, men rakte kun til det første måltid, da jeg altid var sulten.

Rationeringen på grund af krigen rakte ikke langt til os, der var hårdtarbejdende, så selv om mine venner hjalp mig, så godt de kunne, var jeg kun mæt morgen og aften. Om morgenen af havregrød og om aftenen af sovs og kartofler.

Igen var jeg heldig og kunne fortsætte ved samme arbejdsgiver i en anden tørvemose, da en af mandskabet ikke kunne klare arbejdet, så jeg kunne fortsætte uden varsel som pladsmand, som de kaldte manden ude på læggepladsen, hvor tørvene skulle tørre.

Arbejdet foregik på en anden og mere moderne måde, da der blev brugt såkaldte Hovborg pressere. Maskiner der lignede almindelige køkken kødhakkemaskiner i kæmpe format, med knive anbragt på den langsgående aksel, der skar tørvemassen i stykker og æltede den, før den blev ført videre ud i en sneglegang og presset ud gennem tuden på et monteret bord i en passende masse i form og diameter, så det lignede mursten, når de senere kom ud på pladsen i form af blokke med fem stykker i hver, blev de slået igennem af den såkaldte pladsmand med en firkantet spidsgreb.

Hver uge blev de færdige tørv talt op ved hjælp af et favnmål, hvor man regnede 27 tørv i hver favn, så det var længden af rækkerne, der bestemte antallet af tørv, og antallet af rækker blev ganget, så det nøjagtige antal tusinde færdige tørv regnes ud og aflønnes til os.

Ofte lavede vi ved en presser 60 tusinde tørv pr. dag, aflønnet med en krone pr. tusinde til hver mand, og da der var tre pressere i gang i mosen ejet af samme fabrikant, var der altid konkurrence om, hvem der kunne producere flest og tjene mest.

Arbejdsdagen var fra klokken seks morgen til klokken seks aften. Kun afbrudt af spisetiderne, så vi havde en effektiv arbejdsdag på 10 timer, alle ugens dage undtagen søn – og helligdage. Vi boede alle på stedet på nær Hans Schmidt og Vagn Sørensen begge fra mit hold, der tog hjem hver aften til det nærliggende Fåborg.

Ind i mellem kunne vejret dog drille, når det blev regnvejr og alt blev feddet, måtte arbejdet ligge stille. Disse dage gik med kortspil, altid poker, så de, der var heldige eller dygtigere end vi andre, skrabede vore surt tjente penge til sig. Mange, især små husmænd i nærheden havde ondt af de mange penge vi tjente og havde tilbudt sig, hvis en mand blev syg. Flere havde da også fået chancen, men tilbød sig aldrig efter en dag sammen med et hold, der var i form og samarbejdet.

Problemet med at skaffe mad til de hårdtarbejdende var stort, men blev klaret ved at købe såkaldte sorte svin, der blev slagtet ulovligt ude i mosen uden om rationeringen. I gennemsnit blev der slagtet en hver 14. dag, så vi altid havde kød og flæsk i saltkaret sæsonen ud. Derimod måtte alle købe rationeringsmærker til rugbrød, hvor de kunne skaffe dem, og pigerne klarede resten ved at bage af hjemmelavet mel. Kaffe blev lavet af ristet korn som i så mange hjem, så alt i alt manglede vi ikke noget.

Det hårde arbejde satte mit forhold til Emma på en hård prøve, da jeg måtte opgive at besøge hende midt i ugen på grund af afstanden og lade fester og baller ude af betragtning, når de ikke faldt på lørdage eller søndage. Det var ikke bare trætheden efter arbejdet en lang dag, men lige så meget min cykel, der var forsynet med to såkaldte ballondæk, overdimensionerede cykeldæk både for og bag, så når jeg havde været på besøg, trak jeg ofte det besværlige dyr de sidste kilometer. Emma var meget forstående og jeg bad hende selv tage med til festerne, da jeg stolede blindt på hende.

Sæsonen var slut i august, så jeg kunne flytte ind på mit værelse og oftere være sammen med hende, men jeg vidste, det kun ville blive til måneder, da hun havde taget plads i Varde på en restaurant ved navn “Stausholm”. Restauranten lå lige overfor den gamle dyrskueplads og hun skulle hjælpe til i køkkenet og træde til ved serveringen, når det var nødvendigt.

En aften jeg gik på gaden i Varde, måtte jeg bekæmpe mit raseri for ikke at løbe efter de tyske patruljer og slå og sparke løs på dem i afsindig raseri og magtesløshed, når de kom marcherende midt på gaden, syngende deres kampsange til taktfaste støvletramp. Men jeg indså, at det ville være det rene vanvid og kun gøre alt værre for mig selv og alle andre. Var min storebror Svend måske ikke jagtet over hele Danmark og måtte skifte arbejdsplads hver ottende dag, efter anvisning fra frihedsrådet, der skaffede ham arbejde og nye papirer. Kun den omstændighed, at tyskerne hverken havde navn og billede af ham, gjorde at de ikke kunne efterspore hans familie og tage gidsler for at tvinge ham frem.

Især far og mor levede i evig frygt for, at deres søn skulle dukke op derhjemme for at overnatte, blive taget, forhørt, pint og plaget, så han måtte opgive sin modstandsgruppe og familieforhold. Svend havde gennem flere år været inkarneret kommunist og følte, at det var hans pligt at sætte livet på spil for Danmark.

Jeg vidste, at flere af mine kammerater fra den tidligere bokseklub i Bramming allerede havde mistet livet, fordi tyskerne havde optrevlet deres modstandsgruppe, og de var blevet skudt i Ry-vangen efter umenneskelige pinsler.

Talte rygterne sandt, havde de fået neglene revet af, var blevet brændt med cigaretter og fået testiklerne knust, for at få dem til at afsløre modstandsgrupper, de slet ikke kendte. Kun den omstændighed, at jeg havde været ude på landet og var kommet væk fra disse kammerater, gjorde, at jeg ikke selv var blevet frihedskæmper, for jeg vidste, at havde nogen spurgt mig, ville jeg straks have sagt ja og været med i en modstandsgruppe.

De var blevet helte, døde for fædrelandet, som det lød så skønt, for at gøre livet bedre for de efterladte, der elskede dem. Men hvad havde helte så ud af deres indsats, når de var døde, det var jo dem, der skulle have haft glæde af det sammen med deres kære.. Nej, jeg måtte opgive at få noget fornuft i det, der kun havde skabt lidelse og elendighed for alle.

Ville den forbandede krig da ikke snart få ende, intet tydede på det, da tyskerne stadig gik frem på alle fronter, knusende alt på deres vej med deres overlegne våben, tænkte jeg og forsøgte at jage tankerne på flugt og tænke på noget andet. Men det var svært at finde nogle lyspunkter for fremtiden, for elskende par som Emma, mig og mange andre. Jeg sluttede disse triste tanker, lykkelig over at have undgået faren og tænkte at krigen da måtte slutte engang.

Foråret nærmede sig med raske skridt. Holger og jeg længtes efter igen at komme i gang i tørvemosen, som altid begyndte omkring 1. april. Et arbejde som ikke blev stoppet af tyskerne, da det kom ind under såkaldt livsvigtigt arbejde, da hele landet sukkede efter brændsel, produceret af egne resurser, til erstatning for den manglende import af kul, koks og olie.

Vi kendte begge det hårde arbejde og regnede ikke med at tjene mere, men vi ville hellere tjene penge på denne måde, end hjælpe de forhadte tyskere med deres forsvarsanlæg.

Det pinte mig dog igen at skulle skilles fra Emma og kun se hende, på hendes faste fridag hver 14. dag. Jeg havde i den sidste tid mærket, at hun havde forandret sig, var mere indesluttet og ikke den samme glade, som jeg kendte så godt.

Det værste af alt var, at hun ikke mere kom om aftenen og da hun også blev væk på en af hendes faste fridage, anede jeg uråd og lagde pres på hende for at få at vide, hvad der var i vejen. Hun rystede bare på hovedet og nægtede at svare, men brød så endelig sammen i mine arme og stødvis kom det frem, at det var den forbandede gamle heks, hun tjente hos, der beskyldte hende for at have stjålet både silkestrømper og rationeringsmærker.

Da hun havde nægtet, krævede madammen at undersøge hendes værelse, hvilket Emma ikke havde spor imod, da hun vidste, hun var uskyldig. Hun var blevet helt chokeret, da den gamle trak et par silkestrømper og nogle mærker frem fra hendes seng og krævede, at hun skulle tilstå tyveriet, ellers ville hun tilkalde politiet. “Hvad skal jeg gøre” hulkede hun, “ingen vil tro mig og nu må jeg kun få fri, når det passer damen, selv om jeg har krav på det,” igen brød hun sammen i en hjerteskærende gråd.

Det lykkedes mig at berolige hende så meget, at jeg kunne forklare hende, hvor meget jeg havde hørt om den gamle heks fra bekendte, jeg havde lært at kende og som havde undret sig over, at jeg ville lade min pige være der, da alle kunne fortælle om, hvordan hun misbrugte unge piget fra landet og gjorde dem til grin ved hver en lejlighed, fordi de talte landsbysprog, så hun havde svært ved at holde på disse piger og søgte konstant nye, så det var nok bare et kneb, hun brugte, for at udnytte hende endnu mere.

“Tag det nu bare rolig, så skal jeg gå med op og tale med hende og du skal ikke blive der en dag mere, det skal jeg nok sørge for.”

Da vi kom frem og kom ind i serveringslokalet, spurgte jeg servitricen, om jeg kunne komme til at tale med fruen, men hun meddelte kort efter, at hun var i køkkenet, men ikke ville tale med mig. Jeg fejede hende til side, tog Emma i hånden og åbnede døren til køkkenet, gik ind og blev mødt af en rasende furie, der straks truede med politi for ulovlig indtrængen.

Jeg fulgte rolig efter og bad om at låne telefonen, så skulle jeg nok ringe efter politiet, hvis ikke hun gjorde, og de vidste sikkert fra tidligere, at det ikke var første gang, hun udnyttede piger på denne beskidte måde, så det var på tide, at hun fik en alvorlig advarsel.

“Nej du må ikke,” hylede hun, ” vi kan vel snakke om det.”

“Nej,” svarede jeg, “der er ikke mere at snakke om. Emma tager med mig og allerede i morgen henter vi hendes tøj.”

“Men det kan I da ikke. Jeg har da altid været glad for ved Emma og vil gerne beholde hende. Kan vi ikke bare glemme det hele?” Jeg svarede ikke og vendte hende ryggen og kort efter var vi hjemme, hvor Emma græd af lykke over igen at være et frit menneske og sådan gik det til, at vi igen kunne være sammen, da hun flyttede hjem til sine forældre.

Jeg arbejdede for samme arbejdsgiver som året før, i samme mose og med de samme folk, så alt var uændret. Også kortspillet når vejret var dårligt, men indtil videre havde lykkens gudinde holdt hånden over mig, så min konto i sparekassen voksede stille og roligt hele sommeren, mens andre, der ikke var så heldige, tabte det meste af deres løn til de to ældste på holdet, Hans og Vagn. Disse to herrer var kendt for at holde til på Fåborg kro hele vinterhalvåret, hvor de spillede poker næsten altid og mere eller mindre havde det som levebrød. Så de var eksperter og havde let spil overfor os amatører.

Jeg havde da også lagt mærke til, at når de havde tur, kunne de godt spille et par timer over den fastsatte tid, men havde de utur, sad de og holdt øje med klokken og rejste sig omgående, når tiden var udløbet.

Sommeren forløb uden de store begivenheder og blev sidste år for Peder Friis, som fabrikant. Han havde i sommerens løb indledt et forhold til en af vore kuske Åse Jansen, en kun 17-årig pige med sorte slangekrøller. Til tros for aldersforskellen var der alvor i det. Han købte en stor gård i Roust, nærmest by til Årre og senere giftede han sig med hende.

Der hændte dog også andet, idet min kammerat Jens Thomsen arbejdede ved den anden presser, og vi havde det dejligt sammen i vores fritid. Men alligevel fik jeg en overraskelse, da vi en dag stod og betragtede en stor granstamme der lå på jorden og han spurgte: “Hvor mange gange kan du løfte den op over hovedet i strakt arm? Ikke så mange gange som mig, tillagde han drillende.” Jeg blev meget forundret, da jeg altid havde været regnet for at være stærk og selv mente at være stærkere end ham. Så jeg tog udfordringen op, men måtte erkende at have fundet min overmand. Efter nogle dage indrømmede han, at han havde trænet i lang tid og næsten var sikker, før han havde udfordret

mig.

Sæsonen, der strakte sig fra april til august, var slut og tørvene lå som et tykt tæppe på markerne rundt om mosen, ventende på godt vejr, så de alle kunne nå at blive tørre før vinterens komme, det altafgørende for en fabrikants overskud. Men udover tørvene var der en masse træstammer der var gravet fri og ligesom bad om at blive halet på land, så også de kunne gøre nytte som brændsel. Jeg talte med min kammerat Hans Schmidt og vi blev enige om at forsøge at sætte noget i gang, måske kunne vi på den måde slippe for at arbejde for tyskerne.

Det lykkedes for os at komme i gang efter at have talt med ejeren af mosen, der var fyr og flamme over vores ide`, da han så muligheden for at få det opgravede moseareal jævnet, så det senere kunne udnyttes som landbrugsjord. Han tilbød os heste og vogne til at køre det hjem til hans gård, hvor vi så kunne få en plads til at stå og lave det til brænde ved hjælp af en rundsav og vi kunne låne hans elmotor som trækkraft, når vi selv betalte for strømforbruget.

Så vidt så godt, men først måtte vi have det op på tørt og fast land. Dertil købte vi et spil og en lang vire med en jernkrog i enden og så kunne spændingen udløses, ville spillet kunne holde og magte at trække de tunge stammer og rødder op.

Stammerne viste sig ikke at være noget problem og var udelukkende af egetræ, hvorimod trærødderne var af fyr uden stamme og flade og helt op til to meter i diameter, tykkelsen kunne variere fra en halv til to meter og var for tunge til, at spillet kunne trække dem op, så vi måtte flække dem ude i mosen med kiler og økser, et hårdt arbejde men nødvendig for at spillet kunne klare optrækningen.

Oppe på fast mark fortsatte vi kløvningen og delte dem op i passende stykker, så de blev håndterlige, kunne stables op til tørring og saves på rundsav.

Da vi var færdige, lignede det en miniatureudgave af den kinesiske mur der åbenbarede sig, sort og dyster i det grønne landskab, og indeholdt flere hundrede rummeter fast træ.

Efter hjemkørslen til gården havde vi et par måneders arbejde, før alt var lavet til kakkelovnstræ, og afhentet af brødrene Simonsens brændselsforretning fra Esbjerg og resten var blevet beslaglagt af Ludvigsens møbelforretning fra Agerbæk, det såkaldte gavntræ, som de havde konfiskeret, især moseeg til møbler, havde stor værdi. Da alt var væk viste regnskabet et klækkeligt overskud, til deling mellem os, og da julen nærmede sig, besluttede vi at holde juleferie og så tale sammen efter nytår for at finde noget at beskæftige os med.

Heldet var med os. En mand henvendte sig og ville have os til at plukke lyng på hans hede, der skulle leveres og bruges til kamuflage af tyskerne på flyvepladsen i Esbjerg. Det var en fin tjans, da vi med lidt øvelse kunne tjene 100 kroner om dagen. Men som alt andet godt fik det hurtig ende og vi måtte tage ud til tyskerne igen mod vores vilje.

Jeg havde talt med Holger, og han syntes, at vi skulle flytte ud til dem i Varde, da de havde et stort værelse ledigt som min makker Hans kunne leje og så kunne jeg sove på sofaen lige som tidligere. Vi tog mod tilbuddet og snart befandt vi os i Oksbøl i færd med at grave pansergrave i klitterne der var af rent sand, så det var let at grave i. Og da vi var kommet i et sjak, der både kunne og ville arbejde, kunne vi tjene nok til middag og bruge resten af dagen til at spille “på sekseren.” Et spil som florerede overalt dengang på større arbejdspladser.

Dette spil var let at arrangere, da der bare skulle tegnes en rund cirkel i jord eller sand, dele den op i seks felter, med numre fra et til seks og vælge en bankør, der med en større sum penge af sine egne stod for banken. Deltagerne valgte deres nummer og spillet kunne begynde, ved at ryste to terninger i et raflebæger og vende dem i hånden synlig for alle. De der var heldige at ramme et nummer fra et til seks, som de havde lagt deres indsatser på fik beløbet dobbelt op og udbetalt af bankøren, men de som var uheldige gik i bankørens kasse. Gik bankøren fallit var det den mest vindende der tog over og spillet fortsatte, så længe der var villige spillere, der stadig havde penge at satse, eller bankøren havde skrabet hele puljen til sig. Mange penge skiftede ejere hver dag på denne måde.

Nogle af vore kammerater var indkvarteret i den store Oksbøl Idrætshal, hvor dette spil foregik uden grænser. Nogle blev rige, andre fattige og utallige var de beretninger, der kunne fortælles fra dette sted, hvor professionelle strømmede til fra større byer. Også København var repræsenteret og mange var historierne om de store gevinster, de rejste hjem med. Men de skulle være forsigtige, for blev det opdaget, at de brugte tricks, vankede der øretæver og pengene blev taget fra dem og delt mellem deltagerne.

Så var det bare ud og gud nåde dem, der forsøgte at komme tilbage. Det samme gjaldt sortbørshajerne, hvis de skruede priserne for højt op på cigaretter, tobak og andre rationerede mangelvarer. De der var indkvarteret, holdt vi lidt på afstand, fordi vi i pauserne kunne se lusene kravle rundt i deres hår og på hals og tøj, og deres riven i skridtet tydede på, at også andre dyr havde fundet et tilholdssted og fnat var lige så udbredt som gråspurve.

Også andre aktiviteter fordrev vi tiden med såsom kraftprøver og især en lille kraftig fyr på min egen alder kunne ikke få nok af disse prøver. Han var fra Varde og søn af en døv murer, så han gik under navnet Arne Døvemurer. En dag blev det min tur til at tage et halvtag i brydning og jeg havde besluttet, at nu måtte det have en ende, så alle kunne få fred. Så jeg satsede alt, vred ham rundt og havnede ovenpå ham i det løse sand. Men desværre sad mine ben fast i sandet under vores vægt, og jeg mærkede en skærende smerte i begge ben. Jeg havde sejret, men det blev dyrekøbt, da jeg havde forstuvet begge ben og de hævede så hurtigt, at det var svært at få støvlerne af og kostede mig måneder af smerte, ja år før jeg rigtig var i stand til at løbe igen. Måske fordi vi dengang sjældent søgte læge, men regnede med, at det lægede af sig selv.

Opholdet i Oksbøl blev af kort varighed, da der også skulle graves pansergrave rundt om Varde, så for at slippe for den håbløse venten efter befordring fra og til arbejdet, søgte vi dette og havde været i gang et stykke tid nord for byen, et sted der gik under navnet Isbjerg.

Pansergravene var som i Oksbøl tre meter brede og to meter dybe og skulle være i stand til at stoppe fjendens panserangreb, hvis det skulle komme.

En morgen, da vi var ankommet til arbejdspladsen på cykler, havde vinteren anmeldt sin ankomst med ned til minus 10 grader så der lå en hinde af is på vandet i bunden af den færdige del af graven vi havde gravet.

“Uh,” sagde en og skuttede sig i kulden, “tænk om det var et svømmebassin og vi skulle svømme i det.” I kådhed svarede jeg, “det overlevede vi vel også” og straks lød det fra ham, “tør du kravle eller svømme igennem det, så får du en femmer af mig.” Straks var de med alle sammen, som altid ude efter adspredelser for at sætte kolorit på det triste meningsløse arbejde.

En gik i gang med at indsamle pengene som min svoger skulle tage sig af. Så er det bare med at komme i gang, lød det fra hele forsamlingen, vi skriver alle dine timer på , så du ikke mister noget, hvis du må opgive og ikke kan fuldføre. Jeg aftalte med Holger, at han skulle tage min cykel med hjem, da jeg var klar over, at det var bedre at løbe, for at holde varmen i det våde tøj de mange kilometer.

Jeg gik i gang, men kulden var meget værre, end jeg havde regnet med, da vandet trængte gennem tøjet og næsten tog vejret fra mig. Isen var også tykkere end ventet, og jeg måtte bryde den med brystet som en slags isbryder, efterhånden som jeg kom frem, så de 100 meter det drejede sig om, virkede meget længere og til sidst kunne jeg ikke nå bunden med armene, så jeg måtte svømme resten af vejen under de andres jubel.

Efter at have fuldført vinkede jeg og satte i løb med kurs mod byen. Det hurtige løb gav varmen i kroppen, men hvad var det for en mærkelig klirrende lyd der blev værre og værre?

Jeg følte med en hånd på tøjet, der var stivfrossen og gav den klirrende lyd fra sig.

Jeg nåede byen og fortsatte gennem gaderne, mens fork jeg mødte stirrede så mærkeligt på mig. Endelig var jeg hjemme, og løb ned i kælderen for at få det meste tøj af før jeg ringede på til lejligheden.

Men der skete intet. Jeg havde taget det som en selvfølge, at Dagmar var hjemme så tidlig på dagen, men døren var låst og jeg måtte igen ned i kælderen og hoppe rundt for at holde varmen. Først to timer senere hørte jeg hende på trappen og hun udfriede mig af min elendighed. Efter en kort forklaring på hendes spørgsmål om hvad der var sket, hylede hun af grin, “havde jeg vidst det, var jeg blevet væk noget længere,” sagde hun.

Mærkeligt nok blev jeg ikke forkølet efter min dumhed, så jeg kunne glæde mig over en højere ugeløn end de andre, trods en dag mindre.

Emma var stadig hjemme hos sine forældre, ansat af en ældre bror, der havde forpagtet ejendommen af deres forældre. De skulle hver betale halvdelen af Emmas løn. Det må have været i marts 1945. Krigen så endelig ud til at få ende, da tyskerne var på tilbagetog overalt. Oplysningerne var få og kom fra dem, der gennem B.B.C. kunne høre engelsk radio på dansk. Det var stadig ulovlig, men folk gjorde det alligevel og selv de af tyskerne, der ikke var nazister, lyttede med, når der ikke var andre i nærheden.

Endelig en forårsdag i marts tog Emma og jeg til Varde for at købe forlovelsesringe. Vi havde ingen fortalt om det, så broderen Peder var sur, da hun ville have fri, han ville have, at hun at hun skulle sprede muldvarpeskud på græsmarkerne i det fine vejr, men af sted kom vi, og dagen efter var han ked af det, da han opdagede ringene og ønskede os hjerteligt tillykke.

Jeg havde sammen med mit tidligere sjak, Hans, Vagn og Ove fået arbejde i en ny tørvemose, hos en fabrikant der hed Johannes Pedersen. Jeg kendte ham fra tidligere, da han havde spillet elskerrollen sammen med Emma i “Eventyr på fodrejsen,” da jeg lærte hende at kende. Og han havde stået bag overfaldet på mig og opgøret tidligere med Hans Oluf, så vore følelser for hinanden var ikke ligefrem varme.

Han havde et pralende væsen og udseendet imod sig, var klodset i sine bevægelser, mager, ranglet, let rødhåret og fregnet, med en bred næse, og bestemt ikke nogen elskertype efter min mening.

Over for mig forsvandt det pralende og hans stemme kunne lyde helt venlig, så jeg lod mig ikke mærke med noget. En dag var vi samlet for at se på mosen og vi var alle enige om, at det var og lignede en eng, hvor køer og andre dyr havde græsset i en årrække. Den var jævn og flad som et ladegulv, gennemrislet af en lille bæk, og vi var klar over, at det ville blive en let arbejdsplads, hvis vi kunne holde vandet væk fra udgravningen. Men det var der allerede tænkt på med en kraftig el-pumpe, hvis det blev nødvendigt. Foruden os skulle der endnu et sjak i gang og vi glædede os allerede, men måtte vente til april, det var det normale tidspunkt for sæsonen.

Vi plejede altid at cykle, når vi skulle besøge mine forældre, men opgav det og tog toget fra Varde over Esbjerg og Bramming. Da vi skulle tilbage, stod vi på perronen i Gørding og ventede på vores tog, og det forbavsede os ikke at vi først skulle vente på et tog fra Bramming, der skulle passere, før vores skulle afgå. På grund af krigen kunne vi aldrig regne med afgangstider for passagertog. Alt sammen for at narre deres fjender, der havde fået overherredømmet i luften.

Lyden af flyvemaskiner der nærmede sig, fik luften til at vibrere og alle på nær tyskerne vendte blikket mod himlen, mens de derimod kastede sig i dækning i vild panik. Nærmere og nærmere kom lyden og pludselig dukkede tre fly op. Lige over hustagene, fulgte de jernbanesporene og strøg hen over os, stadig som sporhunde fulgte de sporet mod Bramming.

Vi fulgte dem med øjnene og så dem stige lodret ude mellem de to byer, dykke igen og stryge lavt hen tværs over sporet, og kort efter hørte vi maskinkanonernes bjæffen og lyden af flyverne forsvandt i det fjerne. Vi havde dog opfattet at det var amerikanske maskiner.

Kort efter hørte vi sirener der nærmede sig og ambulancer for gennem byens eneste gade på hvinende dæk mod stedet uden for byen. Vi anede, at et drama var sket uden for vores synsvinkel.

Folk talte lavt og hviskende til hinanden, som ved en begravelse. Senere nåede oplysningerne frem, at lokomotivet var ramt, kedlen eksploderet og at både fyrbøderen og lokomotivføreren, var blevet alvorligt skoldet og forbrændt, flyene havde ramt deres mål og sat endnu et lokomotiv ud af funktion, så det ikke kunne trække de tyske troppetransporter, der hovedsagelig var på vej til Norge.

Oplysningerne om den slags var meget få, da tyskerne censurerede alt der kom i aviserne. Og kom der noget, var det altid fjenden, som havde angrebet civile mål for at skade danskerne, mens det modsatte var tilfældet. De allierede flyvetogter over tyske byer tiltog i styrke, så der næsten ikke var en nat, hvor vi ikke hørte de utallige fly passere højt oppe og så de tyske projektører søge over himlen og hørte luftværnsgranaterne eksplodere som et inferno af fyrværkeri.

Andre gange vågnede vi ved dumpe brag og følte sengen ryste under os. Men efterhånden vidste vi, når det skete, at en allieret maskine var blevet skadet på togtet til Tyskland og havde kastet deres bombelast ude på landet så det kunne lette dem så meget, at de selv og flyet kunne nå tilbage til England.

Et par gange var det så nær os, at vi var ude at se skaderne på markerne. Store dybe huller i jorden talte deres eget sprog om sprængkraften og resterne af døde dyr øgede uhyggen, men indtil videre var der ingen dræbte mennesker på vores egn. En enkelt gang var det dog endt galt, da et fly havde taget fejl og kastet sin last af bombet over Esbjerg i den tro, at det var en tysk by de befandt sig over.

Da vi sad i toget på vej hjem fra vores besøg i Gørding, lovede vi os selv, at vi ville benytte vore cykler, for ikke at tage unødvendige chancer. Toget passerede langsomt stedet, hvor det andet tog var blevet beskudt, men allerede trukket tilbage til Bramming station, og jeg kunne vise og berette for Emma om gårdene rundt omkring, hvor jeg havde levet det meste af mit liv. Jeg fortalte om spærreballonerne, der havde revet sig løs under en vestlig storm over Sydengland, var drevet ind over vestkysten og havde raseret vores egn med de lange vejrer og jernkæder, de slæbte efter sig.

Nogle havde forsøgt at stoppe dem, ved at skyde dem ned med jagtgeværer eller rifler, men uden resultat, da de var opdelt i mange små rum. En enkelt var det lykkedes at spænde en traktor efter i et forsøg på at få den stoppet, men også den blev slæbt med, så der var ikke andet at gøre end at koble den fra. Og ballonen fortsatte bare med sit vedhæng af pigtrådshegn og telefonledninger og ødelagde en masse på sin vej, så elektriciteten manglede mange steder.

Om aftenen sad vi hjemme i stuen hos mine forældre, drak kaffe, hyggede os og talte om skaderne, de havde forvoldt.

Pludselig var vi blevet afbrudt af en mærkelig lyd og følte vibrationer gennemryste huset. Vi for ud og stirrede mod en mørk skygge der hurtig drev videre over den stjerneklare himmel, men lyden fortsatte og pludselig endte det i et brag, da mursten raslede ned fra taget og til sidst kom hele skorstenen, savet af helt nede ved tagryggen af kæder og virer.

Næste tur foregik på vore skærveknusere, som vi kaldte cyklerne på den tid. På grund af de faste dæk, der hoppede og sprang på de grusbelagte og stenede veje, som en jernhest der gjorde alt for at kaste os af og især hvor det var løs grus i svingene, måtte mange stifte bekendtskab med den faste undergrund, når cyklen skred under dem.

Jeg huskede en tidligere tur, hvor Emma stadig havde luft i dækkene og vi var på vej ned ad en bakke en sen aften. Hun havde en svaghed med at falde i søvn på cyklen, hvor som helst og når som helst, hvor hun befandt sig. Det havde før kostet hende mange skrammer, når hun var faldet i søvn på cyklen og var vågnet op i den nærmeste grøft. Så da vi nævnte aften kørte side om side, ignorerede jeg hendes snak om, at hun var søvnig og påstod at hun umuligt kunne falde i søvn, så længe vi talte sammen.

Det skulle jeg aldrig have sagt, for kort efter svingede hun over i mig og vi væltede oven i hinanden. Vi kom ikke noget til, men jeg blev så vred, at jeg straks sprang på cyklen og kørte min vej. Jeg lod hende tilbage uden at vide, at hun var punkteret ved sammenstødet og måtte gå de sidste 5 kilometer hjem. Jeg ville ikke risikere flere ulykker den aften og måske få mit tøj ødelagt, så da jeg var hjemme, satte jeg mig i en kurvestol med fødderne oppe på bordet og faldt i søvn.

Da hun senere, kogende af raseri, kom og vækkede mig og jeg bare lo ad hende, gik hun helt amok, og sparkede mig i skridtet med stor kraft. Så blev det min tur til at blive sur og jeg sagde: “Nu har du fortjent en røvfuld.” Men hun hånede mig bare, stærk som hun var af en pige at være og spurgte. “Hvem skulle så give mig den, det skal der en større mandfolk end dig til at klare.”

Jeg havde aldrig før slået på en kvinde, eller nogensinde drømt om at gøre det. Men uden at tænke, greb jeg hende og trods hendes modstand lagde jeg hende over mine knæ, trak hendes bukser ned, og gav hende en røvfuld med flad hånd i den bare. Da jeg slap hende løb hun hen i modsatte ende af rummet. Nedværdiget og rystende af gråd rev hun forlovelsesringen af og kastede den hen i et hjørne. Jeg kunne ikke lade være med at le, men rev også min af og smed den samme vej med bemærkningen, “den skal ikke føle sig ensom.” Pludselig brød vi begge i latter og kastede os i hinandens arme over det komiske i situationen og alt var igen fryd og gammen.

KRIGEN VAR SLUT

Tørvearbejdet var igen i fuld gang og den nyåbnede mose gav plads til tre hold i stedet for som beregnet to, så konkurrencen var hurtig i gang, ingen ville være det dårligste hold. Men mit hold der nu var samarbejdet på tredje år, var ikke sådan at bide skeer med, så vi lå som regel i top, når vi fik vores ugeløn.

Det forløb i en måneds tid og vi var kommet i maj, da vi en morgen kom ind til morgenmaden og fandt de to pladser tomme hvor Vagn og Hans, mine to makkere, der spiste og sov hjemme endnu ikke var dukket op. De var ellers altid de første ved bordet.

Pludselig blev døren revet op og de trådte grinende ind men ikke i arbejdstøjet. “Hvad pokker sidder I her efter. I dag er det fridag. Tyskerne har overgivet sig.”

Alle sad som lammede, ingen sagde et ord, så bare på dem med åbne munde, men så brød jubelen løs. Som en flok skoledrenge, kåde og overstadige, myldrede vi ud af huset og foretog et større morgentoilette kom i stadstøjet og snart var pladsen rømmet og alle på vej til deres familier for at fejre dagen. Den lykkeligste i mange år sammen med familien.

Jeg kørte af sted mod Emmas hjem og bemærkede flagene, der var hejst fra hvert et hjem, noget der havde været forbudt i fem lange år. Alle jeg passerede råbte, lo og vinkede og mange stod i indkørslerne og ude ved vejen.

Cyklen med de mange tunge dæk føltes for en gangs skyld let og jeg syntes at flyve af sted, men pludselig var der noget, der trykkede i mit bryst. Jeg vidste, hvad der var i anmarch og ikke var i stand til at kontrollere, så jeg svingede fra vejen og om bag en busk, hvor ingen kunne se mig og trak vejret dybt for at kæmpe imod, men intet hjalp. Hvor jeg dog hadede mig selv for denne svaghed, ikke at kunne tåle overvældende sorg eller glæde, især ikke når det gik ud over andre, uden at bryde sammen.

Længe forsøgte jeg at kæmpe imod og tvang mig til at tænke på noget andet, stampede arrigt i jorden og bandede stygt. Men intet hjalp, som en eksplosion vældede det frem og jeg græd, klamrede mig til cyklen, som om den kunne hjælpe mig og endelig var det hele overstået, så jeg kunne fortsætte min afbrudte tur. Det var, som om jeg var født på ny til en anden verden, hvor der var fred igen og en fremtid for mig, Emma og mine kære. Igen var livet værd at leve.

Jeg svingede ind i gården og blev mødt af Emma, der kyssede og krammede mig, og også hun, der ellers altid var så stærk, måtte knibe en tåre, der langsomt løb ned over hendes kinder. I køkkenet stod kaffen klar og svigerfar, der næsten var helt lammet af to hjerneblødninger, sad inde i stuen og hørte på radioen med et smil, der rakte fra øre til øre.

Der lød skridt fra gårdspladsen og ind trådte Holger, kastede sig i den nærmeste stol, smækkede fødderne op på bordet, så et par kopper faldt ned og gik i stykker, mens han jublede. “I dag må vi gøre lige, hvad der passer os.” Holger havde altid været en godmodig fyr, fuld af sjove indfald og kommentarer, men denne dag slog han alle rekorder, var drenget og helt ellevild. Alle morede sig over hans indfald og narrestreger, glade over krigens afslutning. Og et var fælles for alle, livet havde igen fået mening og en fremtid for enhver, der ikke havde gået tyskernes ærinder.

Vi havde haft nogle regnvejrsdage som stoppede alt arbejdet, så vi fordrev tiden med pokerspil, eller snakkede om alt mellem himmel og jord. Blandt andet om hvor dumme vi havde været, ikke at have begyndt for os selv, i stedet for at arbejde for andre, der løb med den største fortjeneste og havde købt værdier for dem.

Som for eksempel vores tidligere arbejdsgiver Peder Friis, og vores nutidige der, hvis alt gik godt, havde en gård på hånden lige uden for Årre og intet tydede på, at noget ville slå fejl, snarere tværtimod, så det ud til at vi ville slå alle rekorder.

Min sparekassekonto var vokset stødt hele sommeren og jeg var stolt over at spare så meget og gjorde Emma til medvider, så vi i fællesskab kunne glæde os over at have noget at starte med, når vi besluttede at gifte os.

Men desværre havde spilledjævelen fået tag i mig og min konto viste snart nul. Jeg var meget ulykkelig over at tabe altid, skønt jeg havde de bedste kort på hånden efter omdelingen, blev jeg altid købt ud, men var alligevel nødt til at se de andres, for ikke at blive bluffet fra fadet.

Jeg var ikke den eneste, det gik ud over, og alle pengene vandrede støt over til de to ældste, Hans og Vagn.

Skammen over at have spillet alt væk pinte mig dag og nat. Hvordan jeg skulle få fortalt Emma om det skete? Men der var ingen vej udenom, jeg måtte være ærlig overfor hende og affinde mig med, hvad hun besluttede sig til. Ville hun blive så vred, at hun brød forlovelsen, eller ville hun tilgive mig.

Stor var min forbavselse, da jeg havde fortalt alt og hun bare omfavnede mig og hviskede i mit øre: “Tror du da, det betyder noget for mig, om du har penge eller ej, bare vi to er sammen, klarer vi alt, vær sikker på det.” Lykkelig, men også skamfuld over min uduelighed, var jeg ikke helt tilfreds med dette svar. Jeg havde forventet, at hun havde skældt mig huden fuld, det havde været lettere at bære, men jeg elskede hende højere af samme grund.

Sommeren gik og dagen oprandt, hvor værktøj og maskineri skulle slæbes op til skurene og da alt var færdig og vi sad og fik frokost, alle klar og omklædt til at sige farvel, syntes de to gamle kortspillere, at vi som havde tabt hele sommeren, skulle have en sidste chance for at vinde noget af det tabte tilbage, men jeg var ikke dummere, end jeg forstod, at de også lige kunne tænke sig at få vores sidste ugeløn over i deres lommer.

Der var snart skabt et hold af spillere, der strakte sig fra vognmanden Jens Clausen, samt en pladsmand fra et andet hold, der lige som jeg havde tabt hele sommeren, de to gamle, Vagn og Hans, samt Ove.

Kortene blev delt ud, hvorefter de to spurgte, om ikke vi skulle spille lydløs, det vil sige ingen indsatser under fem kroner så behøvede vi ikke at spille så længe, mente de. De andre samtykkede og jeg tænkte, lad dem bare få det hele, når de alligevel havde ødelagt sommeren for mig.

Men det gik helt anderledes, pludselig havde jeg fået lykkens gudinde på min side og vandt alt, så i løbet af en time var vi kun tre tilbage, Vagn, Hans og mig og da de også rejste sig for at tage afsked, blanket af til skindet, havde jeg flere penge på bordet, end jeg havde tabt hele sommeren.

Lidt senere var jeg med min oppakning på vej til en anden tørvemose, hvor jeg skulle fortsætte 14 dage længere, hvilket jeg havde lovet en anden fabrikant fra Årre, som havde tigget mig om hjælp, da en af hans folk var blevet syg og han ville tage chancen og fortsætte produktionen i håb om at vejret ville arte sig, så han kunne få tørvene tørre før vinterens komme. Jeg nåede frem sidst på eftermiddagen, mens arbejdet stadig var i fuld gang. Jeg satte mig på en tue og betragtede de flittige skikkelser, hvis svedige og nøgne overkroppe glimtede i solen.

Jeg skulle overtage fabrikantens plads i graven og blev budt velkommen af min pustende og stønnende arbejdsgiver, der var glad for at slippe for det hårde arbejde, som han ikke var i form til. Jeg var glad for at komme ned i graven, noget jeg altid havde ønsket mig, da de var to til at fylde det i elevatoren, som en pladsmand skulle over to gange og derfor måtte være den hurtigste og mest udholdende på holdet.

Senere da vi sad ved aftensmaden og talte sammen, var der kun en mand, som jeg ikke kendte i forvejen og han sad nærmest og nedstirrede mig, når han mente, jeg ikke lagde mærke til det. Pludselig udbrød han:” Hedder du ikke Helmut?” Jeg nikkede, “men kender du mig?”

” Ja” lo han, “var du ikke til bal i Stenderup for nogle år siden?” Jeg nikkede igen. “Jo det har jeg været mange gange.”

“Dig glemmer jeg aldrig, denne aften var vi et helt slæng, der var taget derhen for at lave rav i den, jeg tjente dengang på en herregård, og når vi syntes, livet blev for kedeligt, tog vi på togt. Nævnte aften havde vi fået den stærkeste mand med, jeg nogensinde har kendt. Han var lastvognschauffør og jeg havde set ham løfte to mænd på en gang, bare ved at tage dem i brystet og sætte dem op i strakte arme. Vi var alle stolte af at blive kaldt herregårdsbisserne.

Uheldig for os var du der også samme aften, og da vi provokerede dig, og du svarede igen, bad en af os straks dig om at følge med ud og få øretæver, men ingen havde regnet med, at du ville følge med, da du lignede en dreng, så en af os sprang på ryggen af dig, da du uforsigtig gik først ned af trappen og, troede vi, stadig ville være en let opgave for os.

Jo, dig glemmer jeg aldrig for, hvad der skete indenfor et øjeblik, og hvordan det gik til, at tre mænd lå på jorden uden at røre sig, kunne ingen senere give en forklaring på, heller ikke den store, som var den ene af dem. For det var da dig?” Jeg nikkede og han sluttede, “jeg håber, ikke du bærer nag,” og da jeg rystede på hovedet, lo han og fortsatte. “Vi fik os en lærestreg, som vi aldrig glemte og fandt noget andet at fordrive tiden med.”

Jeg faldt hurtig til blandt de nye, men måtte nøjes med 40 kroner om dagen og ikke 60-, som jeg var vant til, men alligevel det dobbelte af en almindelig dagløn, så jeg var godt tilfreds.

De 14 dage var hurtig forbi og jeg var flyttet ind på mit værelse i Årre.

En aften, jeg var på vej til mit tidligere pensionat, blev jeg stoppet af en ung gårdmand (jeg Svend Poulsen har udeladt hans navn) der ville leje mig omgående til hjælp ved høsten, for tyve kroner om dagen plus kost og logi. Lejemålet skulle gælde til 1. november og starte allerede dagen efter.

Arbejdet gav ikke kortere dage, da jeg skulle betragte mig som almindelig karl og hjælpe til med alt, uden hensyn til antal timer, men alligevel trivedes jeg godt med det omskiftelige arbejde, så jeg igen kunne være sammen med Emma, så ofte jeg havde lyst.

Men det gav anledning til mange drillerier af det unge gårdmandspar, da madmor havde set hendes billede på mit natbord. De var begge unge mennesker, kun få år ældre end jeg. Han havde arvet gården fra sin mor og havde altid været en vild fyr, forkælet af moderen, altid fået sin vilje og var trods sit giftermål med sin søde og velskabte kone og børnene, stadig en uforbederlig skørtejæger, kortspiller og natteravn, mere ude end hjemme. Kort sagt en type som aldrig blev voksen og ikke følte ansvar.

Madmor var som nævnt en ung og sød kone der, trods mandens eskapader, havde bevaret sin ungdom. Hun var datter af en gårdmand fra nabogården Fåborg og havde en lillesøster, der gennem flere år havde forsøgt at komme imellem Emma og mig, så jeg flere gange havde følt lede ved hende, hvorfor lige vælge mig, når hun var omsværmet af så mange andre unge mænd, men måske derfor, frugterne som man ikke kan nå, har altid været de bedste.

Min medtjener Peter Iversen var søn af manden med kørepisken, som jeg tidligere har nævnt brugte den til at holde de unge mænd væk fra hans døtre. Peter var en køn ung mand, slank og velskabt og ligesom mig forlovet, så vi kom godt ud af det sammen, men han havde en svaghed med ikke at kunne komme ud af sengen om morgenen og det førte til mange overhalinger af husbond, når vi ikke fik mælken med om morgenen.

Jeg tænkte ved mig selv, hvorfor han ikke selv kaldte om morgenen, men kom til at le af min egen dumhed da jeg vidste at han mange gange ikke selv var kommet hjem ved denne tid.

Nå jeg overtog vækningen til madmors glæde, da også hun var blevet overfuset af manden, som forlangte, at hun skulle have mere opsyn med Peter. Noget han selv skulle have gjort, men som nævnt, ikke kendte til ansvar og mente at han kun var blevet født til at nyde og ikke yde, så Peter og jeg var ene om at styre driften på gården.

En dag betroede Peter mig, at han havde købt en mose med tilhørende maskiner og alt tilbehør af brugsuddeleren, der havde forsøgt sig som tørvefabrikant i en meget vandrig højmose, men det var ikke lykkedes ham at få overskud ud af anstrengelserne, så nu havde han solgt det hele bange for at der ikke var tørv nok tilbage, så han kunne opfylde en kontrakt lydende på leverance til mejeriet.

Også Peter havde fået kolde fødder, da problemet ville være at få arbejdskraft til så kort en periode, som de kloge regnede med, at det ville tage at grave det tiloversblevne op og alle var sikre på, at det ikke var nok til at opfylde kontrakten.

Kontrakten samt arbejdskraften var altså det store problem også for Peter, der havde købt det hele for 800 kroner og tilbød mig det for 2000 kroner. Altså en fortjeneste på 1200 kroner uden at røre en finger. Jeg afslog selvfølgelig, men en dag befandt jeg mig alligevel oppe ved mosen bevæbnet med en lang jernstang og et favnmål, travlt optaget af at opmåle resten af mosen.

Ved at grave nogle huller opdagede jeg, at der overhovedet ikke fandtes klæg i mosen, der var uegnet til brændsel, men at dyndet gik helt ned til et fast underlag af hårdt sand og her var det, at jeg kunne bruge jernstangen til at måle dybden, ved at presse den ned til fast bund, notere de forskellige dybder og tage gennemsnittet af hele området

Hjemme på mit værelse regnede og regnede jeg, men resultatet blev hver gang det samme halvanden million tørv. Noget måtte være galt når andre, der burde være klogere end mig, havde udregnet det til kun det halve. Hvad bildte jeg mig ind. Troede jeg virkelig med min usle skolegang, at jeg var klogere end de andre. Igen af sted, en ny opmåling, men resultatet blev det samme. Jeg tog mig til hovedet og mærkede at sveden løb mig ned ad ryggen. Så var det jo billigt med 2000 kroner for at blive tørvefabrikant. Skulle jeg tage chancen og købe det af Peter.

Men hvad med pengene, når han skulle have sine, var der ikke meget tilbage og en hest måtte jeg have, samt til lønninger, indtil de første tørv kunne leveres. Nej det var håbløst, ærgerligt tog jeg sparekassebogen frem fra en æske, hvor jeg opbevarede mine værdipapirer, men der var ingen trøst at hente.

Jeg så sørgmodigt på billedet af Emma, der stod på natbordet, tog det ned, så på hendes kære ansigt, kyssede billedet og satte det på plads igen, mens jeg halv højt sagde, “ikke denne gang Emma” og opgav drømmen om at blive selvstændig og skabe en fremtid for os to, og ikke ende som arbejdsmand som min far havde været i min barndom, og jeg vidste, hun også havde haft det hårdt.

Jeg lukkede sparekassebogen og lagde den tilbage, da mine øjne faldt på et brev, som jeg havde fået under mit arbejde i Barde. Igen og igen læste jeg det første skriftlige bevis for hendes kærlighed til mig og ville lægge det nænsomt tilbage.

Men hvad var det som stak frem længere nede, mine livsforsikringer, lydende på 15.000 kroner og var der ikke noget om, at man kunne låne penge på dem, eller lægge dem i et pengeinstitut, som garanti for et lån.

Igen var jeg fyr og flamme og kort tid efter sad jeg og talte med sparekassedirektøren, en gårdmand (min bedstefar Johannes Poulsen eller Jeppe Jepsen) som jeg kendte i forvejen og kort efter var alt på plads.

Jeg var jublende lykkelig, hvis mine beregninger var rigtige, ville der være gode penge at tjene. Endelig kunne jeg betro mig til Emma og hun syntes, det var en god ide og støttede mig som altid.

Allerede dagen efter ville jeg slå til, og blive det, jeg så ofte havde talt med mine kammerater, selv at stå for det hele, i stedet for at tjene penge til andre.

Efter frokost bad jeg om fri et par timer for at møde og underskrive papirerne i sparekassen. Men de forbeholdt sig retten til at betalingerne skulle ske gennem dem, også pengene fra mejeriet, når de afregnede for leverede tørv, så havde de hånd i hanke med det hele og, tillagde den flinke mand, jeg kan måske hjælpe dig på en anden måde, men det må blive mellem os. Jeg er formand for brændselsudvalget for kommunen og på grund af krigen er vi forpligtet til at undersøge alle muligheder for udnyttelse af brændselsforekomster, så måske kan jeg hjælpe dig ved at kalde din mose nyåbnet, så kan du få tilskud på tre kroner pr. tons i efterbetaling fra staten.

Da vi senere sad ved middagsbordet, drillede madmor mig på en godmodig måde med, om Emma havde været glad ved at se mig. “Emma” svarede jeg åndsfraværende. “Ja, var det ikke hende du skulle besøge, som ikke kunne undvære dig længere. Jeg synes ellers, du er god til at passe hende, for mange gange slipper jeg helt for at rede din seng, så jeg regner med, at det er hende og dig, jeg kan takke for mindre arbejde, så du må ikke tage det som en bebrejdelse.”

Senere ude i stalden overraskede Peter mig ved at spørge. “Nå har du bestemt dig til at købe?” Jeg nikkede og ville give ham hånden, men han ignorerede den og sagde, “så koster det 2800 kroner.”

Jeg mærkede vreden stige mig til hovedet og da jeg bad om en forklaring, sagde han. “Jeg har fået at vide, at du har været ude at måle op derude, så det er årsagen, du har selv afgørelsen, men så skal det være nu.” Vredt rev jeg pengene op, betalte og fik en kvittering, men min agtelse for ham faldt betydeligt.

De tre måneder ved Nis Knudsen var slut, og jeg var i gang med at trække stød op efter en fyrreplantage, som en husmand havde solgt til tyskerne under krigen og gerne ville have ryddet, så han kunne dyrke det og bruge det til landbrugsjord. “Stød” kaldte vi rødderne, der sad tilbage i jorden efter fældning af skove.

Stødene var mine, hvis jeg selv rykkede dem op og fjernede dem, og det var ikke svært, da jeg havde mine forbindelser, men det var det derimod at få dem op af jorden alene med en trefod forsynet med en svinghjul, der skulle betjenes med håndkraft. Det var dog ikke det værste, men derimod flytningen af det tunge monstrum for hver rod der skulle op, men alligevel kunne jeg tjene mere, end ved at gå på dagleje.

Jeg havde fået et værelse hos skrædderparret i Årre og passerede mine svigerforældres hjem hver dag på vej til og fra arbejde, hvorfor de foreslog, at jeg kunne bo hos dem, spare tid og den lange vej, og så kunne de da også nok bruge pengene.

Jeg protesterede og mente ikke, at unge og ældre skulle bo sammen, da jeg kendte flere eksempler på dette, men det sidste argument, at de kunne bruge pengene, vidste jeg kun alt for godt var sandt, og jeg havde dog også for vane, at når jeg besøgte Emma som stadig var hjemme, at skubbe en pengeseddel ubemærket under min tallerken, som betaling for måltidet før jeg rejste mig fra bordet.

Tilbage ved arbejdet med stødene, jeg var ikke tilfreds med den langsomme måde, det foregik på, så jeg måtte regne med en længere arbejdsløshedsperiode, hvis ikke jeg fik flere op af jorden før vinterens komme. Fik jeg dem bare op, kunne jeg altid flække dem og have arbejde hele vinteren, selv om den blev aldrig så hård.

En dag kom jeg til at tænke på en gammel kasseret plov, som jeg havde set ligge henslængt bag møddingmuren. Hvis jeg fjernede muldpladen og sædet, så selve stellet blev til en kraftig jernkrog, der kunne trækkes ind under stødene og med mig styrende med håndtagene, som når man pløjede i marken, så skulle det kunne lade sig gøre, hvis trækkraften var tilstrækkelig.

Jeg kom til at tænke på lille Ole, der handlede med cykler, og reparerede alting, så han var hele omegnens altmuligmand. Jeg vidste, at han ejede og havde repareret en gammel traktor med store brede jernhjul og hjalp mange rundt omkring, når der skulle flyttes eller trækkes tunge ting.

Allerede dagen efter kom han kørende med det store støjende momstrum på den stenede vej og mange strømmede ud og fulgte efter for at se, hvad der nu skulle ske. Alt var klar og spændingen steg, da jeg havde sat krogen ned under den første trærod. Langsom kørte traktoren frem, men standsede så med snurrende hjul, så den snart havde gravet sig ned i den løse jord. Skuffelsen var stor, da vi måtte opgive det hele og værre var det at se tilskuernes over bærende smil og rystende på hovederne, der sagde mere end ord, hvad de mente om mig, der kunne få så tosset en ide.

Igen måtte jeg i gang med taljen, da en ny tanke faldt mig ind: Vognmanden fra tørvemosen, Jens Clausen, der havde de største og kraftigste heste, jeg nogensinde havde set. De var af en ubestemmelig race, mest jyske efter farven, men noget tydede på, at de også havde belgisk blod i årerne.

Jens havde et forhold til dem som var helt menneskelig, han gik hele tiden og småsnakkede med dem, med tømmen hængende slapt og brugte kun små korte kommandoord. Aldrig havde jeg set, når de var på græs og skulle i seletøjet for at arbejde, at de havde svigtet hans kalden.

De nye vogne, han havde fået specialbygget med gummihjul, kunne læsse ligeså meget som en lastbil og alligevel fulgte de med, når han bad sine heste sætte i gang og det var en oplevelse at se dem lægge sig i selen med hele deres vægt, og afprøve, hvor meget det var nødvendigt at trække før vognene kom i gang for at trække stille og roligt med små korte skridt, indtil de var kommet op til fast vej, så gik de bare videre, kilometer efter kilometer.

Han rystede på hovedet og lo, da jeg roste hans heste. “Men,” sagde han, “nu overdriver du, trække stød op, det har jeg endnu aldrig drømt om, at de kan klare.” Jeg forklarede ham, at det var stød fra fyrretræer, der ikke havde pælerod og det var forholdsvis unge træer. ” Ja, ja, vi prøver, jeg kommer i morgen.”

Jeg stod afventende og så ham komme, spænde fra vognen og fastgøre trækket til den gamle plov.

“Har du set mit nye seletøj til hestene?” Spurgte han stolt og viste mig det splinternye knirkende læder. “Hestene er, som du siger, utroligt stærke. Så jeg måtte ofre helt nyt og, som du ser, dobbelt så kraftigt som normalt, jeg ville være sikker på, at det kunne holde til alt og læg mærke til hammelstokken og svinglerne, også de er dobbelt så tykke end andre og af massiv eg.”

Hestene stod urolig under denne rundvisning, ivrige efter at komme i gang i kulden og da vi var klar, lagde de sig i selen med hele deres vægt ligesom prøvende, hvor hårdt de kunne trække for ikke at gå på hovedet, hvis de tog hårdere fat end nødvendig. Der lød en knasende lyd og den første trærod væltede op af jorden, den næste fulgte efter og i løbet af et par timer var det halve af stykket et virvar af trærødder, der strittede til alle sider.

Vi blev enige om at holde for denne gang, så ville han komme igen, når hestene var mere friske, for trods deres styrke var de helt hvide af sved. Først da opdagede jeg, at der stod en masse tilskuere ovre på den tilstødende vej, hvor alle, der skulle forbi, havde gjort holdt for at overvære det mærkelige, der foregik.

Jens tørrede sveden af de skummende heste med en sæk, vendte sig og betragtede vores værk.

“Mon ikke du skulle aflevere din talje,” lo han, og lod øjnene løbe langs de lange rækker, “jeg vil tro, at der er mindst 50 meter nu og når jeg tager resten i morgen, har du rigeligt at gøre foreløbig.”

Dagen efter kom han tilbage og da vi var færdige, manglede der bare en rod fra et grantræ, som jeg var gået udenom, fordi jeg vidste, at den havde pælerod og derfor var meget sværere at få op, men også den ville han prøve. Langsomt prøvede hestene sig frem og lagde så alle kræfter i. Der lød et brag og begge heste gik i knæ, da den kraftige egehammelstok brækkede midt over og hestene fik svinglerne smældende mod bagbenene, så de skræmte sprang op og ville sætte i løb, men nogle beroligende ord fik dem til at falde til ro og en undersøgelse viste, at de ikke havde taget alvorlig skade af det skete.

Selvom det var hårdt arbejde at flække rødderne med kile, hammer og økse, så kunne jeg tjene tre gange så meget som ved andet arbejde og husmanden havde julelys i øjnene ved tanken om at kunne pløje og lægge et ekstra stykke jord til sine marker.

Da jeg var ved at spise min frokost, kom han og bad mig indenfor i varmen og der var dækket med smørebrød, en halv flaske snaps og det bedste af alt, den ægte kaffe, som jeg ikke havde smagt i årevis. “Det manglede bare, skulle der ikke være fest i dag,” grinte han drenget. Hans navn var i øvrigt Arne Lund, han var kommet fra Varde og passede ligesom ikke rigtig ind i egnens vestjyske dialekt med sit polerede bysprog.

Jeg var glad ved arbejdet, men kunne ikke få fred for brændselshandlerne, der kom forbi, altid på jagt for at skaffe brændsel til kunderne, der plagede dem dag og nat for at købe brændsel til de frysende hjem.

Jeg havde en aftale med Tarp bageri, men kunne ikke følge med ene mand, da han flere gange holdt afventende og læssede det på bilen, så snart jeg havde en rummeter færdig. Det var så irriterende, at jeg ansatte en mand ved navn Regner Ibsen, søn af tømmermester Ibsen fra Årre. Han var en dygtig fyr, uddannet ved landbruget, men lykkelig for sit arbejde, selv om han godt vidste, at han tjente ligeså meget til mig, som til sig selv.

Alt gik efter planen, men når det var regnvejr, kunne vi ikke arbejde, så jeg nød at komme hjem fra arbejde i varmen og planlægge tørvearbejdet til den kommende sommer. Men det var svært at få fred, hele tiden kom svigermor og afbrød mig med, at jeg da kunne hjælpe Peder med det ene eller det andet, det var da bedre end at sidde ubeskæftiget.

Det irriterede mig efterhånden grænseløst, da jeg vidste, han var færdig med markarbejdet og som mange andre ikke havde noget særligt at tage sig til, udover at passe de få dyr, der hørte til ejendommen og så havde han endda Emma til at hjælpe sig. Tilsyneladende havde hun ingen forståelse for mit hårde arbejde, og at jeg kunne trænge til at have fri en gang imellem. Og når jeg betalte kost og logi, skulle det ikke være nødvendigt at udføre andet arbejde. Kort før jul var vi færdige, det sidste læs var væk og vi talte om, at vi måske kunne finde noget andet, vi kunne lave efter helligdagene.

Det var, hvad jeg har taget med fra bogen “For Emmas Skyld” for at illustrere, hvad Helmut har lavet under krigen og lige efter. Hvis I vil vide mere så læs bogen.

En af de begivenheder der optog Årres befolkning under og lige efter krigen var afskedigelsen af Johannes Romme som uddeler i Årre Brugsforening. Han var blevet ansat i foråret 1922. Romme kom fra en uddelerpost i Krusbjerg ved Ølgod. Han var i alle måder veluddannet til stillingen, og med ham som uddeler havde Årre Brugsforening i mange år en jævn og rolig udvikling. Uddeler Romme havde mange interesser. Det gjaldt ikke mindst have – og landbrug, og han fik anlagt en stor og smuk have ved brugsforeningen, hvor der er holdt adskillige havemøder. Han købte en landejendom, som han i løbet af få år drev kraftig frem. Gården ligger på Vardevej 12 og blev købt i 1932. Han solgte den igen i 1939 til Marinus Hansen. Senere købte han hede og lod opdyrke, og var i det hele taget en mand, der havde mange jern i ilden.

Ovenstående om Romme er hentet i jubilæumsskriftet Årre Brugsforening 1898 – 1948 af H. Jepsen Pedersen. Det følgende er også hentet her. Verdenskrigen og tyskernes besættelse af vort land i fire lange og knugende år er der ingen grund til at opholde sig ved længere end højst nødvendigt, men helt ikke at omtale den kan dog ikke undgås, thi fra 1. januar 1944 til januar 1945 var Årre belagt med tysk militær, som oftest 300 – 400 mand. Foruden at beslaglægge en stor del af skolen, tog de hele kroen i besiddelse. Værten, hr. Andersen, med familie måtte rykke ud. Andelskassen og biblioteket ligeså. En del af byens borgere fik også nogen indkvartering. Brugsforeningen gik heller ikke fri, fordi tyskerne gjorde krav på noget af lagerpladsen, et krav som uddeler Romme i det længste modsatte sig, men tyskerne ville have det, de forlangte. Brugsen var dengang omdrejningspunktet for megen social omgang. Lærer Jacobsen spiste en overgang ved Romme sammen med andre pensionærer og medarbejderstaben, så fru Romme havde altid piger i huset. Den uønskede invasion var ubehagelig og til gene`, og byen og hele sognet drog et befrielsessuk den dag, den sidste grønne uniform forsvandt. Det skal dog siges, at tyskernes ophold her foregik gnidningsløst. Befolkningen tog situationen med ro og værdighed, og fra tyskernes side bestræbte man sig åbenbart på at stå i et godt forhold til befolkningen.

I foråret 1945 kom det atter til uddelerskifte. Uddeler Romme trak sig tilbage fra sin mangeårrige stilling, og har senere købt en gård i Ulkjær, nord for Vejle. De sidste to linier dækker over et drama, som H. Jepsen Pedersen fuldstændig forbigår i sit jubilæumsskrift.

For at få mere indsigt i, hvad der egentlig skete ved afskedigelsen af Romme, henvendte jeg mig til hans søn Knud Romme, Slotsager 6, 7120 Vejle. Jeg havde besøg af ham en eftermiddag hjemme hos mig. Vi fik en lang snak om de frustrationer hele familien havde haft på grund af afskedigelsen.

Knud Romme mente helt klart, at nogle borgere i Årre havde overreageret på samarbejdet med tyskerne. Efter Knuds mening havde hans far intet valg, enten samarbejder du, eller vi (tyskerne) overtager den totale styring af brugsen med pistol for tindingen, som de havde gjort en gang, da Romme ikke ville adlyde, Både Romme og hans kone ligesom alle andre i Årre samarbejdede herefter, de fleste under protest. Tyskernes ankomst til Årre betød øget omsætning i brugsen, ingen medlemmer protesterede mod den øgede omsætning og deraf følgende overskud.

Men hvad skete der egentlig? Romme følte sig truet efter krigens ophør. Der blev indkaldt til et borgermøde. Her blev det bestemt, at Romme skulle søge sin egen stilling igen; men han havde fået nok. Det er blevet mig fortalt, at en af kommierne, havde meldt sig ind i modstandsbevægelsen. Vedkommende ville gerne have uddelerposten i stedet for Romme. En dag tager kommien ud til formanden for brugsforeningen, Jeppe Jepsen, trækker en pistol og siger: “Enten sørger du for at Romme bliver afskediget eller modstandsbevægelsen brænder din gård af.” Dette måtte Jeppe Jepsen fortælle Romme, som derfor så sig tvunget til at søge sin afsked.

Det groteske i situationen var, at Jeppe Jepsens søn Hans Jepsen var gået ind i modstandsbevægelsen. Han blev kaldt den tavse dansker, Hans Tavsen. En anden ting, der måske gjorde at nogle så sig sure på Romme var, at hans kone, der aldrig blev kaldt andet end fru Romme, havde større omgang med de tyske offiserer, end der var strengt nødvendigt. Fru Romme havde også medlidenhed med de meget unge tyske soldater, der trænede her i Danmark, for senere at blive sat ind i krigen i Tyskland, for manges vedkommende imod deres vilje. Hun kunne finde på at hjælpe dem med flere ting. Som uddeler havde Romme hånds og halsret over de begrænsede midler krigen tillod. Han kunne måske sige til en kunde, at han ikke havde flere søm; men hvis en af hans venner kom, havde han pludselig fået ny forsyning. To af hans sønner cyklede hver dag til Agerbæk, hvor de tog toget til Grindsted. Her tog de, som de eneste i Årre en videregående uddannelse. Det betød, at de sammen med Kr. Klit var de eneste, der kunne tale tysk. Så alle samtaler med tyskerne gik gennem dem. Dette viser også en side af Rommes udsyn.

En anden side var hans engagement i sognets liv. Udpluk af protokollen: I 1941 valgtes J. Romme til formand for Bækhede Plantage. Han havde været med siden 1930, da han afløste Nis Knudsen. I 1941 afgik Johannes Poulsen som mangeårig revisor. Ved generalforsamlingen drøftedes brændselssituationen. Det blev bestemt nøje at følge øvrighedens henstilling om at øge træhugsten, dog efter skovridderens vejledning. I 1943 besluttede man at sælge kvas til Fåborg mejeri 17 øre pr bundt. Den 3. april 1944 afholdtes generalforsamlingen på Magdalenehjemmet, for tyskerne havde jo beslaglagt kroen fra 1. januar. Det blev oplyst at maksimalpriserne på træ var så lave, at det ikke kunne betale sig at bjerge træ i skoven. Arbejdslønnen var blevet presset i vejret af høje lønninger i moser og ved vestkysten, hvor tysker byggede bunkers. Lønnen lå på 20 – 60 kr. om dagen. Derimod havde man mod på at købe metertræ og lave det til generatortræ og så skore gevinsten. Lærer N. C. Thomsen, der er skriftefører skriver videre: Forsamlingen talte kun 7 deltagere; men der herskede den allerbedste stemning. Man drak kaffe og røg cigaretter og drøftede skovbrug ivrigere end nogensinde. Det var en herlig aften. Ved generalforsamlingen 21. marts 1945 fortsatte bestyrelsen med Romme som formand. Bestyrelsen var enige om at fortsætte med den begrænsede hugst, med den knappe arbejdsstyrke man rådede over. Det var bestyrelsens ønske at afhjælpe den truende brændselssituation. Mødet holdtes igen i år på Magdalenehjemmet, som i løbet af året havde mistet sin afholdte vært Holger Andersen. Æret være hans minde. Hans enke fortsætter forretningen, men var ikke til stede, da hun var til fest på den rigtige kro. Tyskerne havde jo forladt Årre 1. januar. Man gik derfor glip af kaffedrikningen, men det ville jo så give et større overskud næste år. For tiden var skoven noget værd, men krigen havde sat sit præg, da der var drevet rovdrift på grund af krigen. Dog den ulykkelige verden venter solskin igen. Inden generalforsamlingen sluttede, udtaltes den inderligste deltagelse med ofrene og deres pårørende i anledning af luftangrebet på København samme dag. Allerede d. 12 juni 1945 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor det eneste punkt på dagsordenen var valg af 2 nye bestyrelsesmedlemmer. Lærer N. C. Thomsen og uddeler Romme ønsker at udtræde af bestyrelsen, i deres sted valgtes: Hermand Hansen og Olav Mose Poulsen. Så kort er den dramatiske afslutning på Rommes engagerede arbejde i Bækhede Plantage. Tennisbanen bag ved brugsen var også Rommes fortjeneste. Peder Friis oplyser, at det var Romme selv, der tog initiativet. Banen blev anlagt på brugsens jord, hvem der betalte udgifterne kunne Peder Friis ikke udrede, for dengang blev det bare ordnet. Det var jo ikke bare Romme, der handlede og samarbejdede med tyskerne. Kr. Klit, Laurids slagter og mange andre handlede med tyskerne.

Der var mange i Årre, der syntes, at det var en urimelig løsning at afskedige Romme, mens andre havde den modsatte mening. Peder Ottosen udtrykte det således: “Var der bare gået et par måneder, så ville hele postyret have lagt sig.” Kr. Klit sagde: “Det var helt urimeligt.” Peder Friis mente det samme, da jeg spurgte ham i mit interwiev. Stillingen som uddeler blev opslået ledig. En af kommierne overtog midlertidig ledelsen i brugsen, indtil Vagn Andreasen fra Skads blev ansat som uddeler. Der havde været 72 ansøgere.

En person der kom i vanskeligheder efter krigen var Laurids Lauridsen også kaldet Laurids Janderup. Han havde handlet med svin direkte til tyskerne slagtet derhjemme på gården. Der var ingen tvivl om hans hans positive holdning til nazismen, og den holdt han stædig ved hele krigen. På en måde må man tage hatten af for ham. For i et demokrati er det jo enhvers ret at have en politisk overbevisning. Samarbejdspolitikken blev jo også langt hen i krigen delt af flertallet i folketinget. Laurids Lauridsen var under hele krigen formand for Årre Jagtforening. I bestyrelsen sad desuden: Peder Pedersen også kaldet Peder Høe, Martin Christensen, Peder Schmidt Pedersen og Peder Friis. Den 8/3 1945 afholdes generalforsamling på Magdalenehjemmet. Formanden aflagde beretning, hvor han fremhævede, at det havde været et ualmindeligt godt år for vildtet. Man havde anskaffet en krageugle og en kastemaskine, og der var aldrig kommet så mange krage- og skadeæg ind som i år. Generalforsamlingen sluttede med at lærer Jensen læste “Når bøssen renses m.m.” Det var som en film af et års jagt. Foreningen gav kaffe til de fremmødte. Altså lutter idyl. Men den 30/6 1945 indkaldes der pludselig til ekstraordinær generalforsamling i anledning af en liste indkommen med 18 underskrifter og tekst. Undertegnede medlemmer af Årre Sogns Jagtforening fritager herved gdr. Laurids Lauridsen Gunderup for posten som foreningens formand, samtidig hermed fordres hans udtrædelse af bestyrelsen, grundet på hans politiske indstilling. Underskrifterne er bindende så undertegnede må møde og stemme mod Laurids Lauridsen ved en ekstraordinær generalforsamling som forlanges, lovformlig indvarslet og holdt inden udgangen af juni 1945 med ovenstående dagsorden. Årre i maj 1945. Formandens klarlægning af hans politiske indstilling. Derefter afstemning blandt underskriverne om sagens videreførelse, herfor stemte kun 3, dermed var sagen bilagt til næste generalforsamling. Torsdag d. 28. februar 1946 afholdes næste generalforsamling. Her bliver Laurids Lauridsen genvalgt.

En af de personer, der går igen under anden verdenskrig, er Peder Friis. Han blev født på Galthovedgård omkring 1910. Han døde 4/10 1996. Et par år forinden havde jeg optaget en samtale på båndoptager om især jagt. Jeg var dog mest interesseret i, hvad han havde lavet under krigen. Det var straks sværere, at få ham til at fortælle noget om. Han fortalte dog, at han havde købt en gård ved Kolding med hjælp fra min bedstefar Johs. Poulsen, om hvem han siger, at under og efter krigen var han en hædersmand. Peder Friis lavede under og efter krigen tørv og formbrændsel, som især blev solgt til varmeforsyningen i Esbjerg. For at kunne lede arbejdet fra Kolding, havde han en motorcykel. Læger og dyrlæger kunne som de eneste få adgang til benzin; men Peder Friis havde også en tilladelse. Når han på sine ture til Esbjerg kom forbi “Babbe Hans,” som havde en skrothandel beliggende mellem Andrup og Esbjerg, kørte han ind og fik tanket op. Han betalte aldrig for benzinen; men da krigen var slut, og man igen kunne få benzin, holdt Peder en dag ind til Babbe Hans og sagde, at nu ville han have betalt for den benzin, han havde fået under krigen. Babbe Hans sagde, at han kunne give ham Peders pung. Babbe Hans tog tyve kroner, og selv om Peder prøvede at presse nogle flere penge i ham, sagde han kun, at vi kunne gå ind og få en kop kaffe. Hvordan den historie skal udlægges, aner jeg faktisk ikke; men der er ingen tvivl om at man efter krigen, havde mange indbyrdes oplevelser, som man skulle have af vejen. Peder kom også med andre oplysninger; men så skulle jeg slukke for båndoptageren, og jeg kan i dag ikke eksagt huske detaljerne.

Lærer Jacobsen var en betydelig lærerpersonlighed med mange rige evner. Han var et følsomt og musisk menneske, der først og fremmest følte det som sin opgave som lærer at videregive en kulturarv til den kommende slægt. Det gjaldt den danske sang, den danske litteratur og historie og ikke mindst det kristne budskab. Men der blev også arbejdet solidt og inspireret med skolens øvrige fag, læsning, skrivning, regning, geografi og naturhistorie. Det skal endvidere nævnes, at Jacobsen var en høj skattet foredragsholder, oplæser og leder af sangaftener i foreninger i det vestjyske område. Falstringen Knud Mejer Jacobsen øvede således en rig gerning i kulturens tjeneste i Årre fra 1924 til 1969. Det foregående er skrevet af efter Årre Sogns Historie. Når jeg nævner lærer Jacobsen i denne sammenhæng er det fordi han var en central skikkelse også under krigen. Skolen blev besat i slutningen af krigen, så en del af undervisningen blev henlagt til gården “Kirkely” i dag ejet af Lene og Niels Jørgen Nielsen; men Jacobsens rolle bestod som en af de samlende personer i Årre at få hverdagen til at hænge sammen. Han deltog som regel i de fleste større fester, hvor han altid var god for en tale, hvor han altid kunne hente inspiration hos Kaj Munk. Han arrangerede sangaftner, som under krigen blev kaldt alsang, bl.a. mødtes befolkningen om aftenen i Pouls mergelgrav (i dag ejet af Ove Tranbjerg), når tyskerne havde forladt mergelgraven, som de benyttede til øvelsesskydning. Her var lærer Jacobsen leder af sangene fra højskolesangbogen. Han havde dog også en bagside, som aldrig kom offentlig frem. Han kunne ikke lade være med pille ved nogle af de piger, der havde lav status i byen. Han blev aldrig selv gift, men havde en husbestyrerinde Mette i mange år. De ledende i Årre må have ment, at han gjorde mere gavn end skade, for der blev aldrig rejst en sag mod ham. En af de mere positive sider af ham var, at han kunne hjælpe bønderne i høsten. Han var bl.a. ekspert i at lægge en hesse (en stak neg sat så vandet ikke kunne trænge ind i stakken).

Signe Lund har skrevet en beretning om sit liv. I beretningen har hun et afsnit om Anden Verdenskrig, her skriver hun bl.a.: Den 9. april 1940 blev en skelsættende dag. Vi vågnede ved en monoton brummen, hvad skete der?

Farbror Holger ringede kl. syv: “Har I hørt det, tyskerne er gået over grænsen?” Den dag glemmes ikke. Det var fint vejr, og såningen stod for døren; men arbejdet gik lidt trevent. Vi ville høre hver udsendelse i radioen. Der blev kæmpet tappert i Sønderjylland; men overmagten var for stor. Så lød det i radioen: “Danskerne har overgivet sig.” Jamen hvad så? Der blev smidt flyveblade ned overalt med besked om at mørklægge alle vinduer og tage det ganske rolig. Værnemagten skulle nok passe på os— ja, godmorgen—.

Der blev rationering på næsten alle dagligvarer såsom mel, gryn, sæbe, kaffe, tøj, smør, sukker osv. Der var ingen benzin, så vores lille bil blev klodset op i laden. Det værste var dog utrygheden.

Hvordan ville det ende?

På trods af krig og rationeringer fik jeg en dejlig ungdom. Om vinteren samledes vi til folkedans, gymnastik, ungdomsmøder med gode talere og fælleslæsning, som vi kaldte det dengang. Om sommeren gik vi til håndbold, hvor vi udkæmpede drabelige dyster med naboforeningerne. Vi havde en lille elendig håndboldbane lige syd for Siggård til at begynde med; men i 1939 fik vi et fint stadion, der hvor Kvist Møbler nu har til huse. Stor indvielse, stor glæde både hos fodbold- og håndboldspillerne over de gode faciliteter.

Der var havemøder i mange forskellige haver eller indendørs, alt efter hvordan vejret artede sig.

Der kom også rejsende biograf til de små byer. Forestillingerne var altid godt besøgt. Det skete også, at vi cyklede til biografen enten i Varde eller i Bramming.

Nytårsmøderne i Glejbjerg var altid en oplevelse. Vi blev indkvarteret i private hjem, var til gudstjeneste i Glejbjerg kirke og hørte siden en masse gode foredrag på Hotel Glejbjerg. Velankommen hjem efter et par gode dage, skulle vi altid en flok til bal i Grimstrup Forsamlingshus. Sådan begyndte et nyt år.

Årres nye skole, som blev indviet i 1939, var stor og flot efter datiden, med sløjdlokale, husholdningskøkken, gode klasseværelser og en fin gymnastiksal. Efter højskoleopholdet ledede jeg gymnastikken i Årre om eftermiddagen og i Roust Forsamlingshus om aftenen. Det var hjem fra Årre for at snuppe et par stykker brød og så gåtur til Roust, med skærver på Tingvejen. Som bekendt var krigsvintrene meget slemme med sne og hård frost. Brændsel til opvarmning af salene var en by i Rusland, så det var nødvendig med et par løbeture rundt i salen, før vi begyndte på de rigtige øvelser. Andet år jeg ledede gymnastikken i Årre, kom tyskerne efter jul og beslaglagde skole og forsamlingshus. Så var det nat med motionen der; men det fortsatte i Roust, hvor nogle af pigerne fra Årre sluttede sig til. Også med den slags er tiden blevet en anden. Nu får lederne løn. Dengang gav pigerne en krone til en gave til lederne; men det skal siges, at glæden over gaven var altid stor.

Den 9. maj 1944 havde mor og far sølvbryllup. Det foregik i et stort telt på gårdspladsen, på grund af at tyskerne havde forsamlingshuset. Der var meget arbejde inden tiden, haven skulle være fin, der skulle slagtes både gris og okse, og i laden blev der lavet loft af bordpapir for at gøre det mere hyggeligt. Jeg hejste flaget på højen kl. halv syv i let frostvejr, og morgensangen begyndte kl. syv. Det var synd for de stakkels musikere, deres fingre var helt stive i frostluften. Morgen – og natmaden blev indtaget i laden. Det var plads til alle 180 gæster i teltet, hvor middagen blev serveret kl. èt. Tre kogekoner, mange serveringspiger, en skaffer og fire musikanter sørgede for alt. Suppen blev kogt i en gruekedel. Vi lånte en gammeldags ovn, som kunne tage 120 pund okse – eller grisekød. Der var en ekstra gruekedel til at varme vand til opvask, ja, jeg kunne blive ved med minder fra den dag.

Det skal også siges, at naboer og venner var utrolig hjælpsomme og gjorde en stor indsats. Aftenen før kørte vores karl med hestevogn til Grimstrup og hentede gæster ved rutebilen. Der var redt op til dem overalt hjemme og hos naboer. Hele familien fra Vejen-egnen ville jo være med til morgensangen. Efter morgensangen var der stor anretning. Derefter tre retters middag, stort kaffebord og til sidst natmad. Festen varede til kl. halv syv om morgenen. Så længe kunne vi holde ud at danse og more os dengang, men der var heller ingen spiritus — måske derfor.

En episode fra den fest står prentet i hukommelsen. Min gode sønderjyske veninde Anna, som jeg delte værelse med på Sløjdskolen og som var med til det minderige bal i Roust, var inviteret med. Hun kom dagen før. Men havde ikke fået sin gave med. Derfor gik hun og min kusine Edel til købmand Klit for at købe gave. I butikken stod tre tyskere og snakkede til de to piger, og da Anne jo kunne lidt tysk, gik samtalen nogenlunde, til stor ærgrelse for min kusine. Soldaterne fulgte halvvejs med til Gunderup, hvor de endelig fortrak. Om aftenen stod de pludselig ved telt døren. De unge danskere syntes ikke, det var en god ide, så de chikanerede tyskerne lidt. Skafferen spurgte far, om det ikke var bedst at servere en kop kaffe for de ubudne gæster, for ikke at få ballade, men så sparkede jeg i gulvet og sagde: “Hvis der i vores hjem, med en sønderjysk bedstemor, skal serveres kaffe for tyskerne, går jeg i seng”. I det samme kom mejeribestyrerens kone med sikkerhedsnåle, som fætter Hans og Morten lukkede telt døren med — og hvad skete — tyskerne forsvandt — heldigvis.

Længe efter fortalte Klit, som også kunne lidt tysk, at Anne havde inviteret dem til fest. Hvor blev jeg skuffet. Jeg havde besøgt hende i Løjt Kirkeby, hvor hendes afdøde far var hædret for sit danske sindelag. Hvor kunne Anna dog forandre sig sådan i fire år?

Jeg har ikke hørt fra hende siden—.

Som før beskrevet blev niende april 1940 en skelsættende dag. Danske soldater kæmpede en fuldstændig håbløs kamp mod den tyske værnemagt i Sønderjylland. Adskillige faldt, deres navne er ridset i sten i det sønderjyske. Nogle blev taget til fange og sendt til Tyskland, men de kom dog heldigvis snart hjem igen. I København blev der også kæmpet. Lige indtil flyveblade og radio meddelte, at danskerne havde overgivet sig.

Der blev straks indført rationeringskort på en masse varer. Vi skulle alle have legitimationskort, som det kunne ske, vi måtte vise til tyske soldater. Over radioen hørte vi, at der skulle mørklægges over alt, så tæpper, sække og aviser kom i brug. Forretninger bestilte sort papir til rullegardiner, men det tog tid, før alle havde den sag i orden.

Det blev forbudt at købe benzin, så de få, der havde bil måtte klodse dem op. Kun dyrlæger, læger og enkelte lastbiler måtte køre. Ved nattetid havde de en blå skærm på lygterne for ikke at blive set fra luften. Efterhånden fik lastbiler, busser og taxaer installeret et apparat, så de kunne tænde op med træ, og på den måde køre, men det var besværligt og gav mange problemer. Dæk og slanger til cykler blev hurtig en mangelvare, og faste dæk på grusvej var ikke sjovt.

Over Klelund plantage blev en engelsk flyver skudt ned, man kan se krateret endnu. I nærheden af Agerbæk tabtes der en bombe, som beskadigede en ejendom, hvor min præstekammerat boede, og hun mistede et øje. Når englænderne fløj til Tyskland, kom de tit ind over Vestjylland. Så sendte tyskerne lyskastere ind over omegnen for måske at få held til at ramme fjenden, og så var vi klar over, at esbjergenserne gik i beskyttelsesrum. Vi herude var tit bange for, hvad der kunne ske. Men livet gik sin gang, vi måtte jo passe vores dont.

Elektriciteten var også rationeret. Alle fik en bestemt tid, hvor vi måtte tærske korn. Hos os var det fra klokken to til fem om natten, så før vi skulle tærske, gik vi tidligt i seng. Englænderne sendte noget de kaldte spærreballoner ind over landet for at genere tyskerne, men de havde også mulighed for at ødelægge el-ledninger, som jo ikke var gravet ned dengang. Det bevirkede, at strømmen kunne være væk i flere dage. Det var besværligt for dem, der havde malkemaskiner, for køerne var ikke vant til at blive håndmalket. Der var heller ingen vand i hanerne, men alle havde en vandpumpe på den tid. Det kunne dog være en streng proces og hårdt ved armene at pumpe til en besætning.

En dag fik vi indkvartering af tyske tropper. De indtog vor lade, og en officer forlangte at få et værelse. Det var ikke spor sjovt.

Det var min bestilling at malke. Pludselig en dag stod der fire tyskere og ville have mælk. De stod midt på staldbroen, da jeg kom med mine spande, og jeg forstod selvfølgelig ikke, hvad de bad om. Jo jeg gjorde – men jeg satte spandene og gjorde tegn til, at de skulle flytte sig, så jeg kunne komme videre til malkekøleren. Og tænk, de flyttede sig og gik lidt senere ud af stalden. Jeg har tit tænkt på, at de måske var ligeså kede af krigen, som vi andre. Dengang kunne vi bare ikke tåle synet af en tysk uniform.

En af tyskerne kom en dag susende på en hest vest om stalden med kurs mod gårdspladsen. Til alt uheld havde vi en tøjsnor spændt ud imellem to store træer, og staklen så ikke snoren, røg af hesten; men kom heldigvis ikke til skade. Tilfældigvis stod en af vore karle, mor, far og jeg og så bataljen, så der var nogen der morede sig gevaldigt, så ond kan man blive.

De fodrede deres heste med neg i laden og slagtede vores høns, som de stegte over bål. Da de efter fire dage tog af sted, kunne vi finde afrevne hønsehoveder overalt, og det var svundet godt ind i foderbeholdningen.

I skole og forsamlingshus var der tyskere i en lang periode. Den fine skole fra 1939 havde ikke godt af det, men alt det er jo småting i det store hele. Vi her i lille Danmark slap billigt, når man tænker på det ragnarok, der i de fem forbandede år, herskede i Europa.

Sabotage og oprør kan I læse om i mange beskrivelser. Det var mærkelige år, Højskolesangbogen er aldrig blevet brugt så flittig, og sammenholdet har aldrig været større.

Befrielsen: Tredje maj 1945 stod tyske forstærkninger ved den danske grænse. Vi fulgte spændt udsendelserne fra London i radioen hele dagen. Om aftenen gav mor, far og jeg hinanden hånden, før vi gik ro og tænkte: “Er vi krigsskueplads i morgen”.

Fjerde maj blev udsendelserne fulgt ligeså spændt. Jeg havde sat mig på gulvet op ad en radiator, da meddelelsen kom om aftenen. “Bum, bum, bum, det meddeles, at de tyske tropper i Danmark, Frankrig, Holland og Belgien har overgivet sig—-“. Jeg kan ikke lade være med at tude lidt, når jeg skriver om den aften. Jeg krøb ind til bedstemor, sansede ikke at rejse mig op, og råbte: “Bedstemor tyskerne har overgivet sig”. “Hva sejer du?”—-“Tyskerne har overgivet sig, vi er fri”. Da så jeg, som den eneste gang, bedstemor græde. “Skal jeg da opleve at blive fri for dem endnu engang”, sagde hun. Hun havde jo været under Tyskland som barn og ung, og hun havde været i Sønderjylland for at stemme sig hjem til Danmark i 1920. Hun har tit fortalt om, at det var den største dag i hendes liv. Aftenen endte med at der blev smurt smørebrød til hele husstanden. Jeg kan ikke beskrive de følelser, der opstod den aften.

Morgenen efter stod mor, far og jeg på højen og hejste flaget, mens vi hørte kirkeklokkerne kime i flere timer. Den skønneste majmorgen. Morten som tjente i Roust, havde fået fri og kom cyklende til Gunderup, hvorefter vi tog til hans mor og far til kaffe. Jeg glemmer ikke den cykeltur gennem Roust. Der var flag alle vegne på flagstænger og ud af vinduerne, hele Danmark festede.

Men, men efter den første festrus gik tankerne til Norge, hvor der stadig var sabotage, schalburgtage (navn på tyskernes ødelæggelser) og tilfangetagning. Nordmændene var meget hårdere ramt end vi. Efterhånden gik det også op for os, at Bornholmerne var ladt i stikken. Tyskerne der ville ikke overgive sig med det resultat, at russerne bombede flere byer. Den danske regering blandede sig ikke, så bornholmerne havde en slem tid, før de endelig blev befriet. En karl, Hans, som vi havde i to år, er gift med en bornholmer og bosat der. Jeg har besøgt dem, og hans kone fortalte om den tid med tyskerne. Hun var ikke ret gammel, da hun og hendes familie løb og løb i sikkerhed, da de hørte de russiske flyvere over Nexø, hvor nogle naboer mistede livet.

Måske skal man have oplevet den tid for at forstå de følelser, som vi har, når vi tænker på anden verdenskrig og tiden derefter.

Der blev arrangeret ture til grænsen i rutebiler med elendige dæk, som tit punkterede, så sådan en tur kunne tage lang tid. Morten og jeg var med på en tur. Tyskerne sjoskede hjemad med barnevogne fyldt med lidt brugbare ting, men når de nåede grænsen, kunne de få lov til at smide det i kæmpe stakke og gå tomhændede videre. Hvad kom de monstro hjem til? Et totalt udbombet land, fattigdom og børn, som stjal roer på markerne for at oprette livet. Ligeså med de mange flygtninge, som havde fundet lidt fred i Danmark, hvad kom de hjem til?

Jeg hørte i tv, i anledning af 60 års dagen for befrielsen, om det møde, der var på Skamlingsbanken sommeren 1945, og som jeg og mange her fra Årre deltog i. Det samlede hundredtusinde deltagere. Far lejede en mand til at hjælpe med røgtning, så begge karle kunne komme med. Der var flere busser med elendige dæk og slanger med her fra Årre. Eli, Hans, Morten og jeg holdt hinanden i hånden hele dagen, for ikke at blive væk fra hinanden. Det var en fantastisk befrielsesfest med taler af frihedskæmpere og andre store kanoner, jeg husker ikke hvem. Bussen vi var med kom til bestemmelsesstedet uden punkteringer, sådan gik det ikke for alle. Men hjemad punkterede vi flere gange, den sidste gang i Estrup skov, hvor vi en dejlig morgen pløjede højskolesangbogen igennem. Også karlenes bus havde besvær. Mor hørte mælkekusken i gården og opdagede, at der ikke var malket. Hvor var vi dog henne? Endelig kom alle hjem, Bendix Hansen i Roust, som Morten tjente hos, var lidt sur. Der var jo heller ikke blevet malket, men han blev god igen. De stakkels landmænd med marker ved Skamlingsbanken kunne sige farvel til deres afgrøder. Alt var trampet ned. Men en uforglemmelig tur havde alle vi, der var med.

Da der faldt bomber i Autrup i 1941, skrevet af Verner Puggård 22. september 2011.

Under 2. Verdenskrig skete det med mellemrum, at engelske bombemaskiner kastede bomber over dansk område, selv om der ikke var udpeget mål i Danmark. Det kunne for eksempel være i tilfælde, hvor bombemaskinerne blev kaldt tilbage, inden målet for bombetogtet i Tyskland var nået, eller hvor de af en eller anden grund var i nød.

Når en engelsk bombemaskine måtte lette sig for sin last over dansk område, var det selvfølgelig med risiko for, at beboelsesbygninger blev ramt. Det skete da også flere gange med dødsofre til følge. Andre gange faldt bomberne over landområder og gav da nok den stedlige befolkning en forskrækkelse.

Om natten mellem den 20. og 21. september 1941 fik beboerne på gårdene i Autrup mellem Årre og Fåborg en brat opvågning, da et engelsk bombefly ved 4-tiden kastede et antal brandbomber og to sprængbomber.

Ingen af bomberne ramte bygninger, men en af brandbomberne faldt kun få meter fra et stråtækket stuehus, hvor bomben stod og brændte uden at antænde stråtaget. Sprængbomberne dræbte en stud på en mark og knuste nogle ruder i en nærliggende stald.

Bombemaskinen fløj på en næsten vestlig kurs med en lille vinkel mod syd, og den havde således retning tilbage mod England. Først blev brandbomberne – ca. 30 i alt – kastet over en strækning på omkring en kilometer, og til sidst skilte besætningen sig af med sprængbomberne.

Bombekraterne og nedslagsstederne for brandbomberne blev et tilløbsstykke for nysgerrige dagen efter. Det var en søndag, og der kom mange cyklende for at se, hvad der var sket. Der blev samlet forrevne sprængstykker fra de eksploderede bomber.

Flere af datidens beboere i området har beskrevet begivenheden. En af dem, Harry Puggård, skriver i sine erindringer: “En nat vi lå og sov, lød der et par brag, og ude i gården blev det så lyst som den klare dag. Da jeg kom ind i stuen, stod det hele i et ildhav i et bælte nord for gården. Det var en engelsk flyver, der var i knibe, og den smed mange brandbomber og to rigtige bomber for at lette maskinen.”

Ejeren af den gård, som var tæt på at blive ramt af en brandbombe, Alfred Andersen, har fortalt: “Jeg hørte motorstøj, og derefter kom braget fra bomberne. Der var faldet en brandbombe tæt på hjørnet af stuehuset, og fra stuen kunne jeg se, at det brændte fra brandbomber i et bælte mod sydvest.

Det skete natten til en søndag. Jeg skulle hjem til Grærup for at besøge familie, men blev forsinket, fordi jeg først skulle have indfanget hestene. De var blevet forskrækkede og var løbet ud af fennen. Der var faldet brandbomber i et bælte fra nordøst mod sydvest. Der sad en i vejen nede i det første sving mod Fåborg, der ikke var gået af. Vi kunne også se i engen, at der var brandbomber, der var forsvundet ned i dyndet.”

Hans Wenzel på Eskærdal fortalte:”Jeg kan ikke selv huske bomberne, men mine forældre har fortalt om dem, og vi har stadig nogle bombestykker liggende. Mine forældre (Anne og Wenzel Wentzelsen) fortalte, at bomberne faldt den nat, min bedstemor, Kirstine Wentzelsen døde. Hun døde hos familien i Omme, og mine forældre var der. Da de cyklede hjem fra Omme sent om natten kunne de se ilden, og de troede nogen tid, at det var Eskærdal, der var i brand.”

Svend Erik Hansen, der er født på gården Elmegade 20, fortæller om krigen, at der langs Diagonalvejen var telefonmaster. De tyske soldater marcherede forbi gården, hver dag på vej til øvelser i mergelgraven, som var ejet af Peder Kristensen i dag Ove og Gunda Tranberg. Mange piger var vilde med de tyske soldater. Tyskerne var gode til at synge og spille. En gang imellem inviterede de til koncert på kroen. Nogle unge mennesker, der ikke ville vise, at de kunne lide musikken sneg sig op på balkonen, hvorfra de ugenert kunne følge koncerten. Andreas Hansen, Svend Eriks far, havde tyske soldater indkvarteret. De holdt vagt om natten, så Svend Erik måtte snige sig hjem langs hækkene, når han var for sent ude. Ovre i maskinhuset havde tyskerne 12 heste opstaldet. Han fortæller videre, at frihedskæmperne efter hans mening gik helt amok efter 5. maj.

Kristian Klit, som jeg interviewede kort før han døde, fortæller, at de havde en spion udsendt fra England boende i et halvt år. Han skulle helst have sin daglige portion rom; men en dag havde de ingen spiritus i huset, så de gav ham noget syltet sild. Det blev han så tørstig af, at han måtte en tur til Esbjerg. Her blev han imidlertid taget af tyskerne. Han slap dog fri, og Kristian hørte ikke mere til ham før krigen var slut, hvor han hjalp med at afvæbne tyskerne, før de tog tilbage til Tyskland.

Under krigen var det meget vanskelig at få varer til butikken. Kristians far fik den ide, at købe en sending isenkram i Århus. Varerne blev sejlet til Kolding. Herfra hentede Boesen varerne på havnen og kørte dem til Årre. Når det var nødvendig at sejle varerne, var det fordi godstransporten med tog tit blev saboteret. En morgen tidlig startede Tonnesen, der var chauffør for Bosen og Kristian i lastbilen for at hente kasserne. Lastbilen blev drevet frem med brændsel, som Kristian hele tiden skulle fylde på gasgeneratoren. Op ad de stejle bakker ved Kolding måtte Kristian løbe ved siden af bilen for at fyre. På vejen hjem blev de taget af tyskerne, som ville undersøge de 7 kasser, som de havde med. Kristian kunne tale tysk og kendte alle tyskere, som lå i Årre, så han sagde til dem, om de ikke lige kunne ringe til oberløjtnanten i Årre. Det gjorde så meget, at de lod dem gå på den betingelse, at Tonnesen fik malet bilnummeret op, for den var meget utydelig. En maler blev tilkaldt, og så kunne de køre mod Årre med Kristian løbende ved siden af for at fyre.

Vi fik en snak om Hans Smed. Han havde en af de første biler i Årre en gammel Ford T. Han steg ikke ud af den ved at lukke døren op; men sprang ud af den over døren. Den første bil Klits far fik blev købt i 1920, da de boede i Grimstrup. Den blev købt af en cykelhandler i Bramming. Dengang kunne man købe en ny Ford til 2750 kr. Den bil Klit købte, var den samme model, som Rommel kørte rundt i fra 1913, en tysk generalstabs bil som hed Hork. Bilen kostede 5000 kr. Det var ikke altid, at bag gearet virkede, så Klit måtte køre helt til Korskroen for at vende. Nå det var et sidespring tilbage til krigen.

Tyskerne havde overtaget kroen, hvor de spiste. Årre boerne var flyttet op på Magdalene hjemmet, hvor møder og andet blev holdt. Kristian husker han holdt møder om Bækhede, hvor Lærer Thomsen var skriftefører. Kroen var hovedkvarter, mens lazarettet var på skolen.

I begyndelsen af krigen satte Kristian og hans far sig i den røde bil, de havde og kørte til Esbjerg for at købe et større parti ris. De overtrak derved kontoen i Andelskassen. Det var min bedstefar Johannes Poulsen, som sad på Andelskassen ikke helt tilfreds med; men Klit forklarede, at det ville komme os til gode resten af krigen, og det kom til at passe. Selv langt hen i 1944 kunne kunderne stadig få et pund ris, så de 1000 kg slog til, og alle tjente på det. Den sidste jul, inden krigen sluttede var et ØK skib på vej fra Californien med friske sydfrugter; men blev torpederet lige uden for Englands kyst, så man måtte nøjes med tørrede frugtet fra Gøteborg, som havde ligget på havnen hele krigen, så det varede længe efter krigen, før man kunne købe friske sydfrugter igen.

Kristian fortalte om en desertør, de havde boende et stykke tid; men faren for at blive afsløret gjorde, at han blev sendt videre til Emil Henriksen der boede i dag Tingvejen 251. Emil skrev senere en levnedsbeskrivelse han kaldte “Tiøren”. Her skriver han: Jeg skal indrømme, vi under krigens sidste år levede i en farefuld periode. En aften ved sengetid blev der banket på døren til vores køkkenvindue. Vi blev godt nok noget forskrækkede, men en kendt stemme forklarede, at vi bare skulle være rolige, de ville ikke noget ondt, men de var to modstandsfolk, som havde et problem, som de håbede vi kunne hjælpe dem med. De havde med dem en østrigsk desertør, som de bad os om at skjule for værnemagten, og med nogen overvejelse sagde vi ja. Vi havde heldigvis et ledigt værelse med seng og sengeklæder, som han fik til rådighed. Hans alder var nok ca. 30 år. Han var i alle måder et dannet, høfligt og hjælpsomt menneske, der hjalp os både i stald og mark. Da han også gerne ville have en pibe tobak ligesom mig selv, forsøgte vi at dele de sparsomme rationer, som købmanden var venlig at supplere op, så det gik såmænd nogenlunde. Sproget var det sværeste, jeg kunne kun nogle få ord på tysk ellers mest hånd og fingertegn.

Vi havde dengang 3 børn, som han var så omsorgsfuld og venlig imod, og fra børnene var det gengældt. Vi fandt da også ud af, at han derhjemme i Østrig havde både kone og børn, som han nu fuldstændig var af skåret at høre fra. Han havde taget sin beslutning, simpelthen fordi han ikke kunne udholde og tolerere krigens grusomheder. Vi kom til at holde meget af ham og havde dyb medlidenhed for hans fremtid. Efter ca. en måneds tid blev vi mere og mere betænkelig ved at have ham skjult både for vores egen og børnenes skyld. Vi forklarede ham så vores utryghed, hvis værnemagten skulle opdage det, for så var der nok kun en vej til koncentrationslejre for os alle. Han ville gerne være blevet, men han forstod også vores utryghed. Hans lille tøjbundt, han bar under armen, var beskeden. . Vi gav ham en god madpakke med, og fulgte ham til markskellet, han turde ikke følge landevejen, men gik over tværmarken vestpå, og jeg stod længe og fulgte hans vandring ud i den farefulde verden, bag bakkerne derude forsvandt han af syne. Vi havde lovet hinanden, at intet navn og adresse måtte vi bære på vor krop af frygt for stikkere og gestapo. Jeg håbede ellers i mange år efter krigens ophør at se ham dukke op en dag, men efter så mange år sker det nok ikke. Måske han også for længst er blevet henrettet og er en af de millioner, der måtte bukke under.

Et tilbageblik af Orla Jørgensen, Fyrrevænget 2a, skrevet februar 2012.

Lidt om anden verdenskrig, og hvordan en seks års knægt oplevede tyskernes besættelse, mest om Årre og mit hjem længst ude, i dag Skovvej 15. Jeg er født i 1934 og huskede godt 9. april, især de tyske flyvere der fløj helt nede ved jorden, der var hverken el eller telefontråde i nærheden.

Da soldaterne kom til Årre tog de det meste af skolen og hele kroen. Værtsfolkene Mary og Holger Andersen flyttede til Lindegade “Magdalenehjem” og en skoleklasse fik en stue hos Marie og Herman Hansen Tranbjergvej, nok mest om vinteren. Vi kælkede oppe fra kirkestalden ned over vejen og helt ned til gården. Dengang var gården firelænget med rødkalkede ældre udbygninger og et pæretræ på gårdspladsen. Mellem gården og vejen var en trekantet køkkenhave med tjørnehæk omkring. Ved den nu fjernede maskinhus gik en tysk vagtpost. Også mange private måtte afgive værelser og stuer, nok mest til befalingsmænd.

Alle voksne fik et legitimationskort med billede og underskrevet A. Bundgård. Soldaterne var over hele sognet; men nok mest mod nord, her var masser af hede og skov. Først kom Hermands plantage. Her var næsten altid aktivitet, her lugtede det af gas, og i vejkanten ind under træerne var nedgravet en mindre bil og lidt derfra en motorcykel med sidevogn, hullerne kan stadig ses.

Længere ude kom så Gertrud og Johannes Friises skov og hede, der hvor Kristian Andersen bor. Lidt længere henne Ane Poulsens næsten nyplantede skov, bagved Gustav Jepsens plantage. Længere mod nord og øst Bækhede plantage, bagved Næsbjerg hede. Herude boede Jenny og Teodor Karlsen, som var svenskere. Også Hans Jepsen, Bakkegården havde noget skov mod vest.

Når soldaterne gik ud i områder var det med sang, også på hjemvejen var der sang. Omkring mit hjem var der næsten altid soldater, enten i mosen eller skoven, også tit om natten. Det store område med skydning var Næsbjerg hede. Her var lange skyttegrave med mange sving, som hugormene faldt ned i.

Når der var skydning, stod der vagt hos os og oppe på Næsbjergvej, så der imellem var der spærret. Det skete også at nogle af kuglerne tog en forkert retning. En hest i Nr. Gunderup blev ramt i benet og vores tag fik en del huller. En kugle ramte en af kvistene, der fik en revne, kuglen blev aldrig fjernet.

Når der var rolig gik os knægte og samlede patroner, nogle var ladte.

Over Johannes Friises hede gik en sti, det var min skolevej. En dag fra skole mødte jeg min far og sognefoged Johannes Poulsen. Jeg måtte ikke gå den vej hjem, for tyskerne havde lagt miner i heden. Der stod også et skilt med adgang forbudt. Mod krigens slutning, hvor englænderne fløj på bombetogter mod Tyskland, og kom ind over Jylland, kunne man om natten se tyskernes lyskastere mod flyverne. Fangede de en med lyset blev den beskudt. For at slippe fri af lyset blev en masse sølvpapir smidt ud for at narre tyskerne.

Årre var vel nærmest en gennemgangslejr. De sidste soldater, der var her, var næsten kun store drenge.

Da Hitler døde, var der et stort billede på et staffeli opstillet af ham på gangen i skolen.

Ved krigens slutning smed soldaterne en del tøj, kasketter og andre ting i askemøddingen.

Richardt Skals fra Næsbjerg fortæller mig om samme område som Orla, at han har været ude ved skyttegravene mellem Bækhede og Helle Plantage sammen med Knud, en nevø til Steen Karlsen, som boede på gården bag Bækhede, nu købt af Elers Jacobsen fra Næsbjerg. Knud fortæller, at da han var barn, var han tit på længere besøg hos Steen Karlsen. Under Krigen gravede tyskerne de skyttegrave, som stadigvæk kan ses. Knud fortalte, at når han som barn skulle rømme overjorden i mosen, tog han tit en smut over til tyskerne. Her fik han røde pølser, som de tyske soldater kunne skaffe, hvad andre havde svært ved. De tyske soldater kunne godt lide knægten, så han kunne overvære, hvordan tyskerne trænede i angreb over mod Helle Plantage, hvor de også skød mod brinkerne.

Beretningen er skrevet af Svend Mose Poulsen, afsluttet d. 12. april 2012.