Tunte Njels

Lokalhistorien om Landssbytosser, Særlinge, Originaler, Sindssyge, Åndsvage, m. fl. betegnelser for abnormitet, går som oftest i glemmebogen, når den generation som har kendt de pågældende er uddød, og mange vil måske sige. Lad dem hvile i fred. De har haft modgang nok på denne jord, ikke mindst i tidligere tider. Vi husker, at vi morede os over deres særheder, og som store børn tænkte vi ikke over baggrunden, og vi morer os stadig over Holbergs ”Jeppe på bjerget” m.fl. Javel, men vi har dog også som voksne lært at tilføje. ”Hvorfor drak Jeppe”? Det der morer os særligt, er nok at disse mennesker kunne sige og gøre ting, som ”normale” mennesker ikke kunne få sig selv til. (Af børn og fulde folk, skal man høre sandheden). At det mange gange var den nøgne sandhed, om øvrigheden, herskabet, de lærde o.s.v., kan stadig få os til at trække på smilebåndet.

Også i Årre sogn, har der været en del af disse mennesker, og vi er kun en lille flok tilbage, som husker dem, men opfrisker vore minder om dem, til stor morskab for os selv, og forundring blandt yngre tilhørere, som ikke møder dem på samme måde.

Ligesom vi på landsplan har haft digtere som Holberg, der har foreviget skæve eksistensers levnedsløb, har vi også i Årre haft en digter, som på meget fortrinlig vis, har opfanget humoren i forskellige menneskers livsstil i 1950erne, og videregivet det til eftertiden i en dejlig digtsamling, som han beskedent kalder ”Sange fra markvejen”. Digteren er Michael Nielsen, født og opvokset på Lindegade 17 i Årre, hvor han stadig har forbindelse til ungdomskammerater. Michael er valgmenighedspræst ved Nazarethkirken i Ryslinge, men vender gerne tilbage til Årre for en snak med familie og venner. Han har således også givet Lokalhistorisk forening tilladelse til at bringe et af hans digte her.

Michael bruger i dette digt, som i flere andre den vestjyske dialekt, og hentyder til, at digteren J.L. Heiberg betragtede dialekten som en legemsfejl, og fortsætter. (referat) – De vestjyske digte eller vers er ikke desto mindre ment som en hyldest til dialekterne. Men de er også ment som en hyldest til de mange mennesker, der, – modsat Heiberg – måtte nøjes med en sparsom skolegang og som derfor måtte tage til takke med dette monstrøse sprog..

Os der +/- nogle årgange, er ungdomskammerater med Michael og hylder dialekten ligesom han, får det fulde udbytte ud af at læse versene om – Tunte Njels -, men måske har han forregnet sig med hensyn til den store befolkningstilvækst i hans hjemby, og de er jo ikke alle Vestjyder, og skolegangen kan ikke nøjes med ”Dialecten” i undervisningen. Dog bliver det vistnok endnu ikke betragtet som en legemsfejl.

Fra Arkivet i Årre bringer vi hermed med stor fornøjelse det humoristiske digt og sender Michael en stor tak for en spændende beretning om en absolut skæv eksistens, hvor den tids vestjyske betegnelse var -Tunte -.

Med hensyn til oversættelse til rigsdansk, er man altid velkommen på Arkivet.   God fornøjelse !

Om hans full navn wår der ingen der vest

Tunte Njels

1. Om hans full navn wår der ingen der vest,
men a kåel sjel — han wår kjend a de flest;
når han sån kom strygen uden o hels,
så såe folk: der kom tunte Njels!

2. Tunte Njels – han søjt si læ o si ly
i en smuel hytt lidt frå a by.
Der håd han si stæj, der od han si brø,
inn han smed sæj i en båring hø!

3. Tunte Njels – han loe ingen te last,
men bøj sej te sån te løs o te fast,
hans forståend wår jo eet mell de best,
men han kund pukkel som nowwer hest!

4. Skuld en buend ha ryjjet si møddingstæj
eller fylt let holler i a vej,
skuld han ha dækket en roerkuel,
så kund Njels komm ud a si huel!

5. Jen daw sku Njels så ud te en gormand,
der soed o manne tønder land.
Han wår glå ve jor såwålsom pæeng
o håd samlet o begge diel læeng!

6. Han håed en kuel så stuer mæ roer,
den sku Njel no dækk – mest mæ jor,
a pris bløw så sat o Njels gik igång,
han swång si grev og han fløjtet o sang!

7. Da Njels wår færr, wår a daw snar te æend,
rundt omkring begyndt a lys o brænd,
Njels wår træt no – hans arbej wår lidt stræeng,
no skuld et blyw rår o fo si pæeng!

8. Han tråt mæ a cykel hen te a gormand
o  såe – da han håd fån lidt wand:
“Ja, no er a færr, no hår a gjor mit,
no er et dæj te o betåel dit!

9. Men a gormand håd spekuliret læeng
for da o spåer lidt o all det pæeng.
Han tindt:”Njels ka a ves rolle draal,
a behøver kun o betåel ham det haal!”

10. “Si tunte Njels” – såe han – “a hår tindt,
så manne pæeng hår do eet fortjent,
her er den hall sum pæeng, så får dotak,
o kom så ud af mi gor – di sølle pak!”

11 .Da tunte Njels høer det, bløw han som stum,
han stod som wå han lammet – båed blind o dum,
så drøen han a e goer, så stien og grus
røg hiel op o a tag å a hus.

12. No ku han snakk igjen, han ga en brøl,
som en viking der mangler hans øl,
han bandet o lyend mæ en tordenrøst,
der farvet hans ansigt båed hwid o lyst.

13. Så stad der jen i a kant å a vej
han rovt ham an: “Njels er et dæj –
hwem er det da, der hår gjor dæj så gal,
do brøøl jo som nower tyrekal?”

14. “Det er den goermandssnued, hvis roer
a skuld fo dækket te mæ jor.
A pris wår bestemt, men no vel han draal,
o så vil han kun betåel mæ det haal!”

15. “Men Njels – det ka do nem regolier,
sjel i mørk ka do jo nem sier,
kjør du ud igjen o fjern det jor,
do hår smet gratis o hans roer!”

16. No bløw Njels så glå igjen:
“Åh manne tak, mi allerfinest ven!”
Han fløjtet o klukket o skrannergriend,
o kjor så rask te a dækk de hwiend.

17. Njels op o a kuel – gang i a grev,
han pukkeld lie så a swed den drew,
hans lemmer de værket, men holdt han ind,
så wår et no allermest for o griend

18. No kom a gormand så ud o a vej,
han gik sån rejti o gasset sæj,
det passet ham godt, han håd spåer lidt pæeng,
sån noed kan en glææd sej ve læeng!

19. No møtt han a man, der stod ve a vej,
han hælset i mørk: “Nå det er dæj –
hwo sku tunte Njels da hen i sån en hast,
hans kjæed kund jo snar ha sat sæj fast?”

20. “Ja — do vill jo knap betåel ham hall,
derfor bløw han ow så tunte gall.
No tar han det hall jor aw derhenn,
så passer a pæeng præcis igjen!”

21. No ska a low for a gormand fik trawl,
han spænet som søjt han ly for hawl,
han tavt den jen træesk – o rænd så uden
hen te Njels under brøl o hujen:

22. “Njels – do tunte kåel, ka do kom nie,
a troww da alle det ku skie,
a ska ee prøew o drell dæj no i læeng,
vil do ee komm o fo de sist pæeng?”

23. No ligger Njels o sower i si hø,
så rolle som wår han næsten dø,
men så begynder han o klukk i søwn,
så han er alså liegodt løwend!

24. Han drømmer, han stor op o a kuel
o swinger a grew som en møllhjul,
o a gormand må tej ham re ja læeng,
inn han vil ta imued de sist pæeng!