Videbrevene for Årre fra 1706

Videbrevene

Hver by havde sine vedtægter, som har været gældende i mange år, længe før de blev nedskrevet. De skulle holdes lige så ubrydeligt som lovene i vore dage. Blev de overtrådt, måtte der bødes til byens kasse, og nægtede vedkommende det, blev han stævnet for Skads herredsting, som så afgjorde stridighederne. Det var imidlertid sin sag at lade sagen gå til retten. Dels var der omkostninger ved processen, dels lagde man sig ud med sine bymænd, og det ønskede kun de mere stridbare.
Årres videbrev er fra 1706 og har 22 punkter. De gengives her i let omskrevet form:

For det første: Skal enhver af os have sin andel i led og hegn gjort færdig, årlig inden 1. maj, og siden holde det vedlige, indtil kornet er indavlet. Hvo det ej efterkommer, skal pantes for to mark, og desuden betale al den skade, som ved den skyldiges forsømmelse kunne forårsages.
For det andet: Må ingen i foråret lade enten heste eller andet kvæg komme i byens enge, inden det sker med samtlige bymænds minde. Hvo derimod gør, skal pantes for tre mark.
For det tredje: Ingen må lade gå eller vogte enten kvæg eller får i vores enge, enten høst eller forår. Hvo derimod gør, skal pantes for tre mark.
For det fjerde: Må ingen udgå at høste korn eller eng uden en trave korn til hver halvgård, førend samtlige bymænd derom sætter tid, og skal der sættes nogle visse dage, hvor længe udi hver tægt skal høstes, og hvo som går i andre tægter forinden somme dage er omgangen, skal pantes for en rigsdaler.
For det femte: må ingen tøjre enten heste eller kvæg i nogens vænge, førend den sidste mand har alt sit korn indbunden, og vangene er ganske ledige. Han pantes for 3 mark.
For det sjette: Ingen må grave grønjord uden til hans manning (rygning), som dog skal graves på kirkebjerget eller i byens vænge. Hvo som derimod forser sig, skal panted for hver tørven mark og for hver flane (stak?) tørv to mark.
For det syvende: Ingen må holde særhjord med får eller kvæg, hvo derimod gør, pantes for hver gang to mark.
For det ottende: Hvo der tøjrer eller løsslår på en andens tøjring enten i ager eller eng, for nogens agerender, pantes for hver gang to mark.
For det niende: Skal enhver sin andel i byens vaser (overkørsler), veje, enggrøfter og damme færdiggøre, når det er fornødent gøres, og bymændene derom sætter tid, hvo det ej efterkommer, skal pantes for tre mark.
For det tiende: Skal enhver made hyrden, en nat for to kreaturer og en for seks får. Hvo som det ej gør, pantes for en mark og tage så hyrden igen.
For det 11 te: Skal alt kreaturer og kvæg, som findes løse i korn eller eng opskrives på sin ejermands stikke, nemlig l hest eller l kreatur 2 skilling, 2 får 2 skilling, 4 gæs 2 skilling, l gammelt svin 2 skilling, 2 grise 2 skilling. Halvparten til byen og halvparten til den, som det af kornet aftager.
For det 12 te: Hvo som går igennem byens led og lader dem stå åben efter sig, skal pantes for hver gang l mark, og desuden betale al den skade, som nogen derover kunne tilføjes.
For det 13 de: Må ingen lade mere kreatur gå med kvæghjorden uden 9 af de store og 6 af de små gårde. Ingen må have på græs ret uden 5 får efter td. hartkorn, som han skatter for efter matriklen. Og hvo som intet avler, skal give for hver får 3 skilling. Hvo som har mere end 5 får efter hver td. hartkorn, pantes for to mark, og ingen må have uden en gase efter hver td. hartkorn. Ingen må indleje nogen kreaturer på græsgangen, enten i by eller udenbys, men hvo som ingen kreaturer har efter sin fulde fællig med kvæghjorden, skal nyde deres anpart og fornøjelse af bymændene med rede penge. Og hvo som noget herimod forser, skal pantes for en rigsdaler. Og ej nogens kreaturer, som ikke har fællig, må tilstedes at gå med kvæghjorden for penge. Hvo som derimod gør, skal pantes for 3 mark.
For det 14 de: Ingen må pløje til byg eller boghvede, inden derom er ansat tid og dag, som skal begyndes. Hvo derimod gør skal pantes for 3 mark.
For det 15 de: Må ingen holde uskårne heste længere, end til de bliver 2 år gamle, og ej nogen som uskåren er, må tilføres fra andre steder. Hvo derimod bryder, pantes for l rigsdaler.
For det 16 de: Ingen må føre tagne gæs til byen, hvo dennem tog, skal pantes for 2 mark. Hvo der har gæs, som skal fredes, skal indsættes 8 dage før Mikkelsdag. Hvo derimod bryder pantes for 2 mark.
For det 17 de: Hvo som lukker dørene for pantemændene og ikke godvillig vil lade sig pante, da må hvis plovredskab eller vognredskab, som findes i gården, være pantemændene følgagtige, og de som gør modstand og ikke vil lade sig pante, skal have forbrudt og skal pantes for 3 mark.
For det 18 de: Og skal pantemændene, så snart det af dem begæres noget at pante, straks forrette, såfremt de ej selv i den skyldiges sted af bymændene vil pantes for så meget, som hos den skyldige er blevet påvist.
For det 19 de: Hvo som med slagsmål, skældsord, modstand eller i andre måder vil formene pantemændene eller andre fra grandestævnet, når de nogen vil pante, skal pantes for 1 rdl. og desuden bøde efter loven.
For det 20 ned: Dersom herefterdags nogen kunne forefalde, som ej i denne vide er antegnet, og vi derved kunne eragte, at søge nogen forsømmelse, da skal det dog efter vores vide og pålæg kunne i alle måder være lige så kraftig, som det i denne vores kontrakt indført står.
For det 21 ned: Hvad de fleste af bymændene pålægger, skal de andre efterfølge. Om der imellem os, om nogen pålæg kunne vorde tvistighed, så der på begge sider kunne være lige mange personer, da skal deres råd, som mest ejendom bruger, være kraftige, og de andre det at efterfølge, eller pantes hver for så meget, som pålagt bliver for den post de imod bryder.
For det 22 ned: Ingen nyskårne heste eller følhopper må gå løse på græs i 10 dage, hvo herimod bryder, skal pantes for 3 mark.
Disse ovenskrevne poster og artikler haver vi samtlig at holde og efterkomme i alle måder. Til dens stadfæstelse har vi vores egne hænder og navnemærker her underskrevet. Og meget venlig og underdaningst ombedes vores husbond denne vores videbrev til bekræftelse at underskrive.

Datum Orre den 24. maj 1706.
Niels Kristensen
egen hånd.

Når en ny mand indgik i fællesskabet, skulle han skrive sit navn under viden, og hvis han ikke kunne det, da sine forbogstaver.
Fra Jyllerup og Tranbjerg er der ikke fundet videbreve, medens Gunderup havde videbreve omtrent mage til Årres.
Nogle sager fra Gunderup viser, hvor ubrydeligt viden skulle overholdes. I 1721 stævnede Hans Tygesen de andre bymænd for Skads herredsting.
Hans Tygesen havde en eng, kaldet Tøgers store eng, som hans fader, Tøger Jensen, der var gammel og affældig, havde fået lov at slå, når det passede ham, og han slog den tit, før de andre slog deres. Da nu Hans Tygesen fik gården, fortsatte han med at slå engen før de andre, hvad han ifølge vide brevet ikke måtte, før det var vedtaget på grandestævnet. Hans Tygesen blev idømt en mulkt, men da pantemændene kom, indtog han en truende holdning og ville formene dem adgang til huset. Men da pantemændene sagde: »Du kommer til at lade os komme ind, vi gør jo kun vores pligt,« lod han dem dog komme ind. Han nægtede imidlertid at betale, så de nødtes til at pante hans kjortel. Det ville Hans Tygesen ikke finde sig i og anlagde sag, idet han mente, at det var gammel hævd, at han måtte slå engen, som hans fader havde gjort i mange år. Men han var villig til forlig, når han fik sin kjortel igen.
Dommen gik Hans Tygesen imod, han skulle rette sig efter viden. Men pantemændene skulle ikke have betaling for pantningen, og så skulle de levere ham hans kjortel igen, for han var ikke blevet advaret på grandestævnet, før han begyndte at slå.
Hans Tygesen måtte betale sagens omkostninger med 2 rdl.
Den 5. juli stævner Peder Bennedsen, Gunderup, Hans Nielsen og Niels Jessen til Skads herredsting. De var som stævningsmænd den 6. juni gået ind i hans gård, hvor de havde taget en kobberkedel tillige et tinfad og tintallerkener som pant, på et tidspunkt, hvor han ikke var hjemme, hvad der ikke var lovligt. Jep Nielsen, Gunderup, havde taget en spade og et bidsel.
På herredstinget bliver de forligt, inden sagen kommer for retten, mod at det hele skal tilbageleveres P. Bennedsen og uden betaling. Herredsfogeden idømte Jep Nielsen at bøde til Årre sogns fattige 1 mark, og P. Bennedsen 8 skilling. Tillige blev de formanet om, at »byens vide og vedtægter for fremtiden skal ubrødelig holdes, og ingen forandring deri må gøres, og ingen derfra bortvige«.
I 1744 var der igen uenighed mellem bymændene i Gunderup. Som byhyrde havde de om sommeren haft en dreng fra Årre. Da han skulle have sin løn, manglede der 2 mark og 5 sk., som Peder Bennedsen skyldte for sin part og ikke ville betale., Han ville først have at vide, hvordan ligningen var lagt, og hvem der havde lagt den. Dette skulle synes at være et rimeligt forlangende, men det var, som han ingen rigtig besked kunne få. Ingen kendte noget til denne ligning. Til sidst indrømmede opkravsmændene, at Jep Nielsen havde lagt ligningen, men hvordan den var lagt og efter hvilke regler, var der ingen, der vidste.
Peder Bennedsen henvendte sig til sin husbond, Hans Nielsen, forpagter på Lindbjerg, som dengang var den største lodsejer i byen. Han fik så ført igennem, at der blev udvalgt to mænd, som skulle gå fra mand til mand i byen for at få at vide, hvad de vidste om ligningen. Kun Jep Nielsen og hans svoger, Niels Jensen skulle de ikke henvende sig til, da han var mand for ligningen.
Da kom det for dagens lys, at Jep Nielsen alene var ophavsmand til ligningen på græspenge til byrden, og der manglede en del i, at den fulgte videbrevets forskrifter. Alle havde de noget at klage over. de mente, de fik for lidt for deres penge på stubbene. Ligeledes havde enhver madet hyrden lige meget: En boels-mand lige så mange dage som Jep Nielsen, »endda han var 1 7/8 gård«. Men hvad kunne det hjælpe? Det kunne jo ikke blive anderledes. En anden sagde: »Da han var den største part, kunne vi lige så godt føje efter ham«. Hans Nielsen fik ved retten gennemført en ny ligning på græspengene. Desuden blev der skrevet et nyt videbrev, dateret 17. nov. 1744. . . »hvorefter alle haver sig at rette«.
Igen viste det sig, at ingen” ustraffet kunne overtræde viden, selv ikke en så mægtig mand som Jep Nielsen, der på det tidspunkt var selvejer af to gårde og regerede Gunderup som en lille konge.
Da bymændene fra Jyllerup var blevet uenige om, hvorvidt ungkreaturer og køer skulle gå i samme hjord, og om hvem de skulle have til hyrde, henviser herredsfogeden i dommen i 1640 til gammel sædvane.
De har altså ingen vide haft, men har givetvis også måttet overholde fællesskabets uskrevne regler, så forskellen har nok ikke været så stor.